06/06-18
-
Pressemeddelelse
Hjemmevask af bilen skyldes ofte uvidenhed
Langt flere bilejere ville benytte vaskehallen, hvis de vidste, at det beskidte vand fra bilvasken ender urenset i miljøet.
Selv om rundt regnet tre fjerdele af de danske bilister oftest kører bilen i en vaskehal, når den skal vaskes, er der stadig mange, som til skade for miljøet vasker bilen hjemme i indkørslen eller ved fortovskanten. To tredjedele af de adspurgte gør det uden at tænke over eller vide, at det beskidte vaskevand med blandt andet olie, mikroplast og tungmetaller kan forsvinde direkte ned i jorden eller ud i regnvandskloakken.
En undersøgelse, som er gennemført i april af Epinion for Benzinforhandlernes Fælles Repræsentation (BFR) viser nemlig, at mange ikke ved, at denne form for hjemmevask af bilen er skadelig for miljøet. Havde de adspurgte vidst det, ville de ændre adfærd, svarer flere.
Kommuner landet over er i øjeblikket i gang med at etablere separat kloakering. Den sikrer, at spildevand fra blandt andet husholdningen ledes til et renseanlæg, mens regnvand og andet overfladevand ender urenset i vandmiljøet gennem regnvandskloakken eller siver ned i undergrunden.
Mangelfuld information
To tredjedele af de adspurgte ved dog ikke, at det beskidte vand fra bilvask ender i søer og vandløb, hvis der er kloaksepareret. Hele 45 procent af de adspurgte ved heller ikke, om der er kloaksepareret, hvor de bor. 71 procent mener derfor også, at der ikke informeres nok om konsekvenserne for miljøet, når der kloaksepareres.
Havde de kendt konsekvenserne, ville langt flere vaske bilen i en vaskehal, hvor det beskidte vaskevand ledes gennem et renseanlæg, og hvor der i øvrigt benyttes langt mindre vand end de 80 til 100 liter, der let kan gå til en hjemmevask for derefter at ende i vandmiljøet. I en vaskehal renses og genbruges meget af vandet, og i flere vaskeanlæg benyttes kun 20-30 liter ”nyt” vand. Desuden er vaskehaller og vaskemidlerne underlagt miljøkontrol.
Viljen er der
Epinions undersøgelse viser også, at der blandt bilejere er vilje til at vaske bilen under mere miljørigtige forhold.
”Vi håber og forventer, at alle landets kommuner vil leve op til deres ansvar og informere deres borgere om kloakseparering og de miljømæssige konsekvenser heraf, så man får fuldt udbytte af investeringerne”, lyder opfordringen fra direktør i BFR Helge Busk, som også lover at fortsætte BFR’s informationskampagne, vaskbilmedomtanke.nu. Kampagnen blev bakket op af tidligere Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen, som også mener, at kommunerne bør informere om de miljømæssige konsekvenser af hjemmevask af biler.
Relevant information
Vask bil med omtanke
http://vaskbilmedomtanke.nu/
Pressekontakt
Helge Busk
Direktør, BFR
76 96 18 47