07/03-16
-
Pressemeddelelse
Ny House of Cards gav trafikstigning hos 3
I fredags havde fjerde sæson af House of Cards premiere på Netflix. Og succes-seriens popularitet gav udslag i 3's netværk. Netflix-trafikken steg med 20 procent sammenlignet med forrige weekend, hvilket tyder på, at en del kunder har set alle 13 afsnit i weekenden.
Fredag den 4. marts kl. 09:00 frigav Netflix tredje sæson af House of Cards. Trafiktal fra teleselskabet 3 afslører, at seerne havde glædet sig til gensynet med Francis Underwood (Kevin Spacey) og Claire Underwood (Robin Wright). Fra fredag morgen kl. 09:00 til midnat søndag aften slugte Netflix alene 173 terabyte data i 3's netværk. Det svarer til en stigning på 20 procent sammenlignet med forrige weekend.
"Selvom Netflix er den mest populære streamingtjeneste blandt vores kunder, så er weekendens Netflix-forbrug overraskende højt. Vi kan ikke se præcis, hvilke serier, der trækker den ekstra trafik. Men det er næppe tilfældigt, at Netflix-forbruget stiger så markant i vores netværk samme weekend som House of Cards har sæsonpremiere," siger David Elsass, direktør for privatmarkedet hos 3 Danmark.
13 afsnit i træk
Netflix frigav samtlige 13 episoder af den fjerde sæson af House of Cards samtidig i fredags, og dette kan ifølge 3 være en del af forklaringen på det høje dataforbrug.
"Tallene tyder på, at en del kunder har set mere end bare første afsnit i weekenden. De har måske endda 'binge watch'et' alle 13 afsnit i træk, og det er godt udtryk for streamingtjenesternes popularitet. Kunderne nyder friheden til selv at kunne bestemme hvor og hvornår, de kan og vil underholdes," siger David Elsass fra 3.
Ifølge 3 var der især gang i Netflix søndag aften, hvor Netflixtrafikken toppede kl. 21.30. I timen mellem kl. 21.00 og 22.00 brugte 3's kunder cirka 6 terabyte data. Det svarer til én persons uafbrudte Netflix HD streaming i 111 døgn. I tidsrummet mellem kl. 19.30 og 22.00 var der cirka 15.000 brugere, der streamede Netflix samtidig.
3 oplevede samme tendens sidste år, da Netflix lancerede tredje sæson af House of Cards. Her brugte 3's kunder cirka 92 TB data på Netflix i løbet af den første premiere-weekend. Sammenlignet med sidste år oplevede 3 således en trafikstigning på 88 procent i år.
Om Netflix i 3's netværk
· Hos teleselskabet 3 står Netflix alene for 25 procent af selskabets samlede netværkstrafik.
· I 3's netværk peaker Netflix-trafikken om aftenen kl. 20.30 og om morgenen kl. 06.00-08.00 på hverdage.
· 3 er en del af det særlige Netflix Open Connect Initiativ og har installeret Open Connect Appliance (OCA) cache servere lokalt i teleselskabets datacentre. De særlige servere sikrer, at streamingen starter med det samme og i optimal billedkvalitet. Hver enkelt server kan rumme op til 260 TB data.
· Ifølge »Medieudviklingen 2015« fra DR Medieforskning, så bruger mere end hver fjerde dansker Netflix ugentligt.
Om 3:
3 tilbyder mobiltelefoni og dataforbindelser via 3G, 4G og 4G+ mobilnetværk. 3's kunder er flittige brugere af data på mobilen og har i en årrække haft det største dataforbrug i Danmark. Med et tilbud om fri roaming i 28 lande via konceptet 3LikeHome ønsker 3 at være det foretrukne teleselskab for rejselystne danskere. 3 i Danmark er en del af 3 Group, som er repræsenteret i Italien, Østrig, England, Irland, HongKong, Indonesien og Sverige. 3 ejes af kinesiske CK-Hutchison (60%) og svenske Investor (40%). Læs mere om 3 Group på www.three.com og om 3 på www.3.dk.
Relevant information
Se billeder af 3's master, butikker m.m. i billedarkivet på
http://www.3.dk/om3/presse/billedarkiv/
Pressekontakt
Rikke Juul Hansen
Head of PR & Communications
+45 31 20 04 00
3's kommunikationsafd.
Vagthavende
+45 31 200 202
Firma
3
Scandiagade 8
2450 København SV,
Danmark
+45 31 20 02 02
https://www.3.dk