01/03-19
-
Pressemeddelelse
AUBOs bedst sælgende danske forhandler ligger i Aulum
Salgstallene for 2018 hos den vestjyske køkkenproducent, AUBO, er blevet talt op. De viser, at den mest sælgende butik i Danmark atter ligger i Aulum. Ifølge indehaver Morten Pedersen er hemmeligheden et stort fokus på medarbejdertrivsel og kundepleje, som samlet set gør, at 80-85 % af kunderne er tidligere kunder eller henvisninger fra kunder, der selv er blevet betjent i Aulum-butikken.
Traditionen tro kårer AUBO Production A/S hvert år den bedst sælgende forhandler i hvert land, i det forgangne kalender-år. En tradition er det næsten også blevet, at AUBO butikken i Aulum løber med den pris. På trods af flotte salgstal over hele landet er det stadig indehaver Morten Pedersen og resten af teamet i Aulum, der langer flest køkkener, badeværelser og garderober over disken.
Selvom Morten Pedersen er glad for de flotte tal og den fortsatte fremgang, så understreger han, at det dog ikke er et mål i sig selv, at blive den bedst sælgende AUBO-forhandler.
”Kåringen er selvfølgelig et bevis på, at butikkens positive udvikling fortsætter, men jeg vil på ingen måde blive ked af at miste titlen, hvis bare det ikke er et resultat af, at vi selv går tilbage. Der er dygtige AUBO-forhandlere repræsenteret i hele Danmark, og hvis én af dem formår at løfte deres salg yderligere og dermed skubbe os af pinden, vil det kun være fantastisk. Det er nemlig ikke noget, vi stræber efter, men vi går på arbejde hver dag for at gøre vores bedste. De sidste 6-7 år har vi øget vores omsætning markant hvert år. Det er det, vi primært lægger vægt på, og ikke så meget, at vi sælger mere end vores kollegaer, ” udtaler Morten Pedersen.
Medarbejdertrivsel og kundepleje
Markedsføringsbudgettet i Aulum butikken er på ingen måde overvældende. Faktisk er succesen skabt nærmest udelukkende på glade kunder, der henviser nye kunder til butikken, og ikke storslåede kampagner på diverse platforme. Det er en helt bevidst strategi, som først og fremmest kan lykkes, hvis medarbejderne også er glade og motiverede.
”Jeg plejer mit personale mindst ligeså meget, som jeg plejer kunderne. Det skal forstås på den måde, at hvis jeg som indehaver er god ved mit personale, så ved jeg også, at de vil gå rigtig langt for vores kunder. Vi er et team på syv, som bare elsker at møde på arbejde, og som også har rigtig mange sociale arrangementer - hvad enten det er en tur i Lalandia med partner og børn, eller om det er den årlige tur til udlandet. Jeg bruger meget krudt på at skabe en ånd, som i sidste ende kommer forretningen til gode. Alle ved, at kunden skal hjælpes her og nu og ikke først i morgen, blot fordi den pågældende kollega er ude af huset, ” siger Morten Pedersen og tilføjer:
”80-85% af vores kunder er referencekunder. Vi har kunder, som kører langt for at handle med os, fordi deres bekendte har lagt et godt ord ind. Jeg gør meget for at pleje netværket, og har mindre travlt med at opsøge nye. De kommer af sig selv, hvis vi altid leverer varen. Med andre ord allokerer vi primært vores midler til kundepleje frem for markedsføring. Det virker for os. ”
Butikken på Vævervej 12 i Aulum gennemgik for nyligt en omfattende renovering fra top til tå under ledelse af butikschef Lars Bak. Dermed er der nu 1200 m2 topmoderne udstilling, som snarest får selskab af en tilbygning med nye kontorfaciliteter.
Relevant information
Find AUBOs forhandler i Aulum
https://www.aubo.dk/find-forhandler/aubo-koekken-bad-aulum
Pressekontakt
Morten E. Pedersen
Indehaver, AUBO Køkken & Bad Aulum
96101610
29251417
Firma
AUBO Production A/S
Vævervej 19-23
7490 Aulum,
Danmark
97473500
40181918
www.aubo.dk