06/11-17
-
Pressemeddelelse
Hjemløse før kolleger
I stedet for at bespise sine kolleger valgte en af Coors ledere at donere en pølsevogn med mad til 100 hjemløse til Varmestuen i Næstved. De har mere brug for det end mine kolleger, siger driftschefen.
Hvad ville du gøre, hvis du vandt en pølsevogn med mad til 100 personer? Coors driftschef Marianne Holm valgte at tilsidesætte et arrangement for sine kolleger for at donere en pølsevogn til Varmestuen i Næstved. Her kunne den sprede glæde og varme pølser til kommunens hjemløse og socialt udsatte.
- Der er mange hjemløse i Danmark, der går ind i en meget svær tid. Derfor synes jeg, at der var nogle andre end mine kolleger, der havde mere brug for pølsevognen. Så kontaktede jeg varmestuen og spurgte, om de kunne være interesseret i at få pølsevognen ud til bespisning af de hjemløse. Og det var de heldigvis, fortæller Marianne Holm.
Marianne Holm kommer selv fra Næstved og har øje for de mennesker, der ikke har så meget selv. Hun vandt præmien i forbindelse med en kundetilfredshedsundersøgelse for Hartmanns, der er Coors samarbejdspartner inden for vikarer og rekruttering.
Robert Hansen, der er tidligere hjemløs men stadig besøger Varmestuen ofte, var mødt op til aftenens arrangement. Donationen gør ham varm om hjertet.
- Varmestuen er vores sociale samvær. Og selvom vi har vores lille samfund her, så er det rart at vide, at folk tænker på os, fortæller han.
Gratis vaccine i samme anledning
Ud over de gratis pølser kunne de hjemløse også få en gratis influenzavaccine af en mobil sygeplejerske, der var til stede i forbindelse med arrangementet. Pølsevognens tilstedeværelse var omtalt på forhånd af Varmestuen, og derfor var dobbelt så mange hjemløse mødt op, end hvad der plejer at komme på Varmestuen. Den gode gerning sikrede derved samtidig, at flere end 50 hjemløse fik ekstra styrke til immunforsvaret mod luftvejsinfektioner.
Selv om kollegerne i Coor gik glip af en ristet pølse, er donationen ifølge adm. direktør hos Coor, Jørgen Utzon, lige i virksomhedens ånd.
- Vi er sikre på, at den flotte handling har været med til at gøre en forskel for mange af de hjemløse, der har et hårdt liv. Specielt at influenzavaccinationen vil ruste mange hjemløse til vinteren og måske endda redde liv. Vi er derfor glade for, at Marianne Holm har valgt at bespise de socialt udsatte i samfundet, fortæller Jørgen Utzon.
Coor hjælper unge udsatte
Ifølge Marianne Holm er idéen til den gode gerning inspireret af Coors indsats med at hjælpe hjemløse. Det er bl.a. udmøntet i et fast samarbejde med værestedet Hellebro i Valby, hvor Coor hjælper organisationen med bl.a. indsamling af vintertøj og soveposer til de unge hjemløse.
- Som virksomhed føler vi et ansvar for de socialt udsatte og ønsker på forskellig vis at gøre vores til at de får en bedre hverdag. Det kan være i form af donationer eller praktikpladser til unge eller andet, der kan hjælpe dem på rette vej. Det kan være med til at løfte dem videre i samfundet og gøre deres hverdag bedre, fortæller Jørgen Utzon.
Pressekontakt
Jørgen Utzon
Administrerende direktør
23 63 71 78
Firma
Coor A/S
Hørkær 12A
2730 Herlev,
Danmark
+4544778888
www.coor.dk