07/04-17
-
Pressemeddelelse
Psoriasisforeningen understreger: Psoriasispatienter skal ikke acceptere utilstrækkelig behandling
Mange mennesker med psoriasis oplever at blive peget ud og spurgt til, om de røde, skællende pletter på deres hud smitter. Det viser en stor undersøgelse, som flere medier rapporterer om i denne uge. Som psoriasispatient skal man ikke finde sig i diskrimination - men man skal heller ikke acceptere en behandling, der ikke virker optimalt, fastslår Lars Werner, direktør for Psoriasisforeningen.
Mange tænker på psoriasis som en mild og rent kosmetisk 'hudsygdom', men det er det langt fra. Psoriasis stikker nemlig langt dybere end pletterne på huden, som er det karakteristiske kendetegn for den kroniske immunsygdom. Psoriasis har for mange en enorm indflydelse på livskvaliteten, blandt andet på grund af den stigma der er forbundet med at leve med psoriasis.
Det har den seneste uges mediebevågenhed givet flere eksempler på, med historier om psoriasispatienter der bliver peget ud i svømmehallen eller til familiefesten. Men der mangler fokus på, at man ikke bare skal acceptere en behandling, der ikke virker, mener Psoriasisforeningen.
"Det er positivt, at der i medierne er kommet større fokus på den diskrimination, man kan møde, når man lever med en kronisk sygdom som psoriasis. Et af Psoriasisforeningens vigtigste formål er at udbrede kendskabet til og forståelsen for sygdommen, så alle danskere ved, at psoriasis ikke smitter. Men ligeså vigtigt er det, at alle mennesker med psoriasis ved, at der findes en behandling til dem. Mange med psoriasis kæmper i flere år for at finde den rigtige behandling, som gør det muligt at leve godt, normalt og aktivt liv med psoriasis. Det kan ikke være rigtigt. Psoriasisforeningen kæmper for, at der er en behandling til alle," udtaler Psoriasisforeningens direktør Lars Werner på baggrund af nyhedshistorierne om diskrimination af psoriasispatienter.
165.000 mennesker lever i Danmark med psoriasis og psoriasisgigt. Psoriasisforeningen arbejder for, at alle med psoriasis skal have et godt liv. Du kan melde dig ind på www.psoriasis.dk, jo flere vi er, jo stærkere står vi i indsatsen for bedre vilkårene for mennesker med psoriasis.
Behandling beskytter mod følgesygdomme
Det er muligt at finde den rigtige behandling, og der er mange grunde til, at det er vigtigt at blive velbehandlet. Psoriasis rammer nemlig ikke kun huden, men er i sværere tilfælde forbundet med alvorlige følgesygdomme som hjertekarsygdomme, diabetes og depression.
Men får man en behandling, der virker optimalt på symptomerne på huden, er man faktisk også bedre beskyttet mod følgesygdommene, viser studier.
Fakta om psoriasis
· Omkring 165.000 danskere lider af psoriasis.
· Psoriasis er en kronisk immunsygdom, der ikke kan helbredes.
· Den viser sig på huden i form af røde afgrænsede områder eller pletter på mindre eller større dele af kroppen (afhængigt af sværhedsgrad, mild, moderat, svær), og udslættet medfører skæl, kløe, svie, smerter og lignende fysiske gener.
· Næsten tre procent af befolkningen får psoriasis.
· Psoriasis debuterer oftest i teenageårene, men kan opstå i alle aldre.
· Hver anden med psoriasis oplever at få en eller flere følgesygdomme som diabetes, hjertekarsygdomme og depression.
· Utilstrækkelig behandling øger risikoen for at udvikle følgesygdomme.
· Op imod 42 % af mennesker med psoriasis udvikler desuden den særlige gigtform psoriasisgigt.
· Mennesker med svær, ubehandlet psoriasis lever mellem 5 og 10 år kortere end den øvrige befolkning.
· Psoriasis kan også være hårdt for psyken. Depression, angst, lavt selvværd og social fobi er nogle er de negative psykologiske aspekter, der kan være forbundet med psoriasis. Faktisk oplever hver femte med svær psoriasis at blive ramt af depression.
Om Psoriasisforeningen
Psoriasisforeningen er en humanitær forening, som kæmper for at udbrede kendskabet til psoriasis og forbedre forholdene for de 165.000 mennesker med psoriasis og psoriasisgigt i Danmark og deres pårørende.
Psoriasisforeningen arbejder gennem kampagner og oplysning, støtte til forskning på psoriasisområdet, politiske og sundhedsfaglige samarbejder og målrettede projekter for, at alle med psoriasis kan få et godt liv. Læs mere om fx psoriasis, psoriasisgigt, rådgivning, behandling og medlemskab på psoriasis.dk
Firma
Psoriasisforeningen
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup,
Danmark
+45 36 75 54 00
+45 30 73 97 98
http://www.psoriasis.dk