13/02-25
-
Pressemeddelelse
Landsformand Liselott Blixt fylder rundt: Den største motivation har altid været at hjælpe andre
Hun har figureret på listen over de mest magtfulde personer i den danske sundhedssektor. Men vigtigere har hun altid taget de oversete patientgrupper og sårbare borgeres parti. Fra bl.a. buntmager og SOSU over folketingspolitiker til stresscoach og ”psoriasisformand” i dag har Liselott Blixt en driftig og bemærkelsesværdig karriere. Den røde tråd er dog klar: ambitionen om at gøre noget for andre.
Liselott, som nu runder de 60, har altid gået sine egne vegne, men hendes største motivation har til enhver tid været at hjælpe andre. Ingen havde nok regnet med, at den svensk fødte Lollandske pige en dag skulle være den længst siddende sundhedsordfører i Folketinget. Men Liselott har altid haft en særlig drivkraft.
Efter en 10. klasses folkeskoleeksamen kom hun i lære som buntmager, og bare 21 år gammel startede hun eget pels- og skindværksted i Rødby. Hun fortsatte som selvstændig i Greve, hvor hun også arbejdede som hjemmehjælper. Her fik hun to børn, som i dag har givet hende tre børnebørn.
I arbejdet som hjemmehjælper blev Liselott fortørnet over den måde, de ældre blev behandlet på. Det fik hende til at gå ind i politik, og derfor sidder hun i dag på 24. år i Greve Byråd, hvor hun er formand for sundheds- og omsorgsudvalget samt er viceborgmester. Efter en uddannelse som social- og sundhedsassistent og arbejde på flere sygehuse, stillede hun sidenhen op til Folketinget for Dansk Folkeparti og blev valgt ind i 2007.
I de 15 år, Liselott sad i Folketinget, var det som sundhedsordfører og i fire af årene dertil som formand for udvalget. Her er hun kendt for at kæmpe for de små sygdomme samt dem, der ikke får den hjælp, de burde. Derfor er det også meget sigende, at hun, efter at have forladt DF og Christiansborg, nu sidder som landsformand for Psoriasisforeningen og varetager en interesse, som hun selv kender til, da hendes søn som spæd fik diagnosen. Særligt ligger det hende på sinde at nedbryde tabu og bagatelliseringen af den kroniske hudsygdom.
Liselott har også titlen som forfatter og har skrevet en historisk roman ”Gåsedrengen fra Skåne” om hendes oldefar Carl Blixt, hvorfra hun har sit efternavn. Ofte bliver hun mest omtalt som ”Blixt” – så ved folk, hvem det er.
Liselott har ikke helt sluppet det politiske og har derfor dannet en neutral liste til kommunalvalget i år. Men hun ved, at det kan være det sidste år i politik, og derfor har hun de sidste par år uddannet sig til akupunktør og stresscoach, som hun arbejder med i det daglige. Privat har hun også fart på, når hun ”kobler af” på sin motorcykel. Og så har familien høj prioritet, Liselott Blixt bruger masser af tid sammen med sine børn og børnebørn.
Liselott Blixt fylder 60 den 22. februar 2025 og fejres hos Psoriasisforeningen med en reception den 28/2. Selve dagen den 22. februar fejrer hun med middag med familie og venner.
Reception den 28. februar hos Psoriasisforeningen
Liselott fejres med en reception fredag den 28. februar kl. 14.00-16.00 hos Psoriasisforeningen i Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup. Der vil være lettere forfriskninger.
Tilmelding skal ske hurtigst muligt til sekretær Annette Blichfeldt på ab@psoriasis.dk eller tlf. 36 38 85 95.
Såfremt man tænker på en gave, opfordrer Liselott Blixt til at betænke Psoriasisforeningen med en donation målrettet foreningens arbejde for børn og unge med psoriasis. Donér via MobilePay 46 821 eller konto: 1471 7460100105. Skriv 'Liselott' i besked til modtager.
Kontakt
Liselott Blixt, formand for Psoriasisforeningen, tlf. 2369 2916, lbl@psoriasis.dk
Puk Holm Hansen, kommunikationsansvarlig, tlf. 3073 9798, phh@psoriasis.dk
Relevant information
Læs mere på psoriasis.dk
https://psoriasis.dk/nyheder/landsformand-fylder-rundt-fejres-med-reception-28-februar
Pressekontakt
Puk Holm Hansen
Kommunikationsansvarlig
+ 45 30 73 97 98
Firma
Psoriasisforeningen
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup,
Danmark
+45 36 75 54 00
+45 30 73 97 98
http://www.psoriasis.dk