Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
31/03-25   -   Pressemeddelelse

Over 200.000 danskere ramt: Kan huskeceller være nøglen til en kur?

Det er en af verdens mest udbredte hudsygdomme, alene i Danmark er over 200.000 ramt af denne oversete kroniske hudlidelse. Men årsagen til sygdommen er i det store hele stadig en gåde. Derfor sætter landsindsamling i hele april fokus på den forskning, der er altafgørende for et gennembrud. Bl.a. et projekt der undersøger såkaldt sygdomshukommelse i huden og de gådefulde ”huskeceller”.

Hvorfor vender psoriasis ofte tilbage i de samme områder på kroppen? Det er et spørgsmål, som de fleste med psoriasis nok har undret sig over. 

Fra de røde, hævede, smertende plamager af udslæt på større dele af kroppen, stirrende blikke og spørgsmålet ’om det smitter’, til de mange følgevirkninger der ikke kan ses på huden – har man psoriasissygdomme inde på livet ved man, at det kan være en alvorlig endda invaliderende lidelse. Alligevel bliver den kroniske hudsygdom ofte bagatelliseret som et mildt og rent kosmetisk problem. 

Selv inden for forskning er det også et overset og underprioriteret felt. Nu sætter Psoriasis Forskningsfonden fokus på udfordringen med en landsindsamling i hele april måned: 

”Selvom det er en af verdens mest udbredte hudsygdomme, så er det i det store hele stadig en gåde, hvorfor nogle mennesker udvikler psoriasissygdomme. Vores fond er med til at sikre, at der stadig arbejdes for gennembrud på psoriasisområdet. Det kan ikke lade sig gøre uden donationer fra private. Og vi har brug for al den hjælp, vi kan få, til at sikre, at vi opnår den nødvendige støtte i 2025,” fortæller Niels Jensen, bestyrelsesformand for Psoriasis Forskningsfonden. 

Hvert år uddeler fonden op imod en halv million kroner til forskere, der arbejder på at løse psoriasissens mange gåder og udvikle nye, effektive behandlinger. 

Støt dem i jagten på svar: Donér 200 kr. til landsindsamlingen via fondens MobilePay 51 547. Alle bidrag går ubeskåret til forskning. Læs mere og find direkte link til donation på www.psoforsk.dk 

Kan huskeceller få kroppen til at glemme psoriasis? 

Gennem tiden har fonden støttet en lang række vigtige og banebrydende projekter. Thomas Emmanuel er én af i alt fem forskere, der medvirker i kampagnen for landsindsamlingen. Han har ad flere omgange modtaget legat fra fonden til projekter, der undersøger de såkaldte ”huskeceller”. 

Thomas Emmanuels forskning tager afsæt i det fænomen, at psoriasis ofte vender tilbage i de samme områder af huden, hvilket kan forbindes til huskecellen, som han sammen med en anden forsker har udviklet teknikker til at undersøge nærmere:

”Det, jeg kigger på, er blandt andet, hvor i huden huskecellerne findes. I rask hud kan de fx huske, hvis der tidligere har været en hudinfektion, så når du får noget lignende, kan huskecellerne hurtigere angribe. Men nogle af huskecellerne ser ud til at huske forkert, dvs. i stedet for at igangsætte en reaktion, der skal beskytte kroppen, skaber de en proces, der derimod er skadelig. Det er det, vi ser ved psoriasis,” forklarer Thomas Emmanuel, læge, ph.d., postdoc ved Aarhus Universitetshospital. 

Det største håb er at kunne udpege en enkelt eller få celler som årsagen til psoriasis, og at man ved at slette deres sygdomshukommelse kunne kurere psoriasis. Det er måske forsimplet, erkender Thomas Emmanuel, men der er et stort potentiale ift. at afdække endnu mere præcise og effektive behandlinger og bremse sygdommen tidligere, vurderer forskeren. 

Vil du vide mere om huskecellerne og de andre banebrydende projekter? 

Virker kosttilskud mod psoriasis? Kan vi styrke effekten af lokalbehandling? Hvordan påvirker kost og livsstil psoriasis? Hvilken rolle spiller tarmbakterier ved psoriasisgigt? På www.psoforsk.dk kan du læse mere om Thomas Emmanuels forskning såvel som de fire andre projekter, der indgår i kampagnen. 

Din donation er vigtig for at sikre, at fonden kan fortsætte med at fremme banebrydende projekter, der søger svar på de store spørgsmål. Landsindsamlingen løber i hele april måned og falder dermed passende også sammen med videnskabsfestivalen Forskningens Døgn. Læs mere og donér via linket. 

Over 40 år med Psoriasis Forskningsfonden: patienteksperter og førende dermatologiske specialister

I over 40 år har Psoriasis Forskningsfonden spillet en bærende rolle i at fremme forskning i psoriasis og psoriasisgigt. Fonden har bidraget til realiseringen af adskillige nyskabende projekter, blandt andet grundforskning i biologisk behandling og udvikling af verdens første og hidtil eneste D-vitamin-creme.

Psoriasis Forskningsfonden er en uafhængig fond grundlagt af Psoriasisforeningen i 1982. Fonden støtter forskning som udbygger, styrker og fremmer forståelsen af psoriasissygdomme og forbedrer behandlingen. Fonden uddeler eksempelvis legater til forskere, der ønsker at finde årsagen til psoriasis, afdække sygdomsmekanismer og sammenhænge samt udvikle nye og effektive behandlinger.

Fondens legater fungerer ofte som en blåstempling og en døråbner til midler fra større fonde. På den måde er fonden med til at sikre, at der fortsat bliver igangsat vigtig forskning, der skal bidrage til at løse psoriasissens gåder og finde nye behandlingsmuligheder til de mere end 200.000 med psoriasissygdomme i Danmark.

Der sidder aktuelt otte medlemmer i fondens bestyrelse heriblandt både patientrepræsentanter og to af Danmarks førende dermatologiske specialister. Læs mere på www.psoforsk.dk 

For mere information kontakt:

-Niels Jensen, formand for Psoriasis Forskningsfonden, tlf. 2127 4291, fonden@psoriasis.dk

-Puk Holm Hansen, kommunikationsansvarlig, tlf. 3073 9798, phh@psoriasis.dk Kan formidle kontakt til Thomas Emmanuel og de øvrige fire forskere, der medvirker i kampagnen. 

Læs mere om landsindsamlingen til psoriasisforskning på www.psoforsk.dk 

Faktaboks: Fakta om psoriasissygdomme

Psoriasisforeningen er en humanitær forening med ca. 4.500 medlemmer. Foreningen arbejder for at udbrede kendskabet til psoriasis og psoriasisgigt samt støtte og forbedre vilkårene for de mere end 200.000 med psoriasissygdomme i Danmark og deres pårørende.

• Mellem 3-4 % af den danske befolkning udvikler psoriasis.

• Psoriasis er en arvelig og kronisk, autoinflammatorisk sygdom, der ikke kan helbredes.

• Den viser sig på huden i form af røde afgrænsede områder eller pletter på mindre eller større dele af kroppen (afhængigt af

sværhedsgrad, mild, moderat, svær), og udslættet medfører skæl, kløe, svie, smerter og lignende fysiske gener.

• Psoriasis debuterer oftest i teenageårene, men kan opstå i alle aldre.

• Mange med psoriasis oplever at få en eller flere følgesygdomme som diabetes, hjertekarsygdomme og depression.

• Psoriasisgigt er desuden en særlig psoriasisform, som omkring 30 % med psoriasis udvikler, og som kan minde om leddegigt.

• Psoriasis kan også være hårdt for psyken. Depression, lavt selvværd, angst og social fobi er nogle af de psykiske følgevirkninger forbundet med psoriasis.

• Endelig er psoriasis i dag stadig stærkt forbundet med tabu, stigma og fordomme. Især børn oplever at blive drillet eller mobbet, mens unge og voksne oplever, at sygdommen har negativ indflydelse på deres sociale liv, uddannelse og karriere.

Kilde: Psoriasisforeningen, www.psoriasis.dk 



Relevant information

Læs mere om de fem forskere og landsindsamlingen her
http://www.psoforsk.dk


Billeder


Pressekontakt

Puk Holm Hansen
Kommunikationsansvarlig
  + 45 30 73 97 98

Firma

Psoriasisforeningen
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup, Danmark

  +45 36 75 54 00
  +45 30 73 97 98

http://www.psoriasis.dk

Modtag nyheder fra Psoriasisforeningen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring. Indbygget AI-assistent.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater