10.000 kr. til de unge, der kan gøre Danmark tryggere
Med en førstepræmie på 10.000 kr. til den bedste idé inviterer Tænketanken Ret & Sikkerhed unge mellem 16 og 22 år til at deltage i to hackathons i januar 2020. Under overskriften ”Tryg i en terrortid” afvikles de to ideudviklingsforløb i henholdsvis Herning den 11.-12. januar og København den 18.-19. januar. Fokus er på at nytænke forebyggelse af radikalisering af unge og mindske terrorfrygten.
Tænketanken Ret & Sikkerhed udsender i disse dage et åbent call til alle samfundsengagerede unge i alderen 16-22 år. De unge inviteres i januar 2020 til to intensive 36-timers hackathons i henholdsvis Herning den 11.-12. januar og i København den 18.-19. januar.
Formålet med de to hackathons - eller ideudviklings-events - er gennem dialog, idéudvikling og gruppearbejde at få unges bud på design, produkter, indsatser, interaktivitet og koncepter, der kan bidrage til at forebygge radikalisering og/eller mindske terrorfrygten blandt danskerne. 20 procent af danskerne frygter ifølge TrygFondens tal at blive offer for et terrorangreb. Det tal står i skærende kontrast til den reelle risiko, som er ekstremt lille.
Det bedste forslag fra hvert hackathon kan vinde førsteprisen på 10.000 kr. samt et skræddersyet inkubationsforløb, hvor vinderne vil blive matchet med personer, der kan inspirere og - måske - gøre vinderidéen til virkelighed. Forløbet kan også være med til at kickstarte vindernes karriere.
Deadline for ansøgning er 15. november 2019. På hjemmesiden www.retogsikkerhed.dk fremgår, hvordan man gør. Deltagelse er gratis.
”Typisk er radikalisering og terrorfrygt kun oppe at vende i tiden lige efter et terrorangreb eller når en ung person er endt i en ulykkelig situation, for eksempel med en terrordom eller i en syrisk fangelejr. Ofte sker debatten, mens både befolkning og beslutningstagere er stærkt følelsesmæssigt berørte - og dermed knap så rationelle. Nu vil vi skabe en konstruktiv debat. Hvordan kan vi gøre det bedre? Der gøres allerede et stort arbejde for at forebygge radikalisering herhjemme, men vi har sjældent fået ungdommens bud, og det er i høj grad dem og deres fremtid, det handler om. De er vokset op i en tid med radikalisering og terror, og vi tror på, at de kan bidrage med nye løsninger,” siger Anja Dalgaard-Nielsen, formand for Ret & Sikkerhed og til daglig chef for Institut for strategi på Forsvarsakademiet. Hun har tidligere arbejdet med forebyggelse i Politiets Efterretningstjeneste og udgav i år sammen med journalist Lotte Lund bogen "Tryg i en terrortid" på Lindhardt & Ringhof. Makkerparret har fået penge til afholdelse af de to hackathons af TrygFonden.
Før de unge sætter gang deres iværksætter-gener og begynder at udvikle gode ideer, vil de på de to hackathons blive ”klædt på” af blandt andre Anja Dalgaard-Nielsen, tidl. minister, iværksætter og ”løve” fra Løvens Hule, Tommy Ahlers, de vil møde folk, der har haft voldelig ekstremisme helt tæt inde på livet og vil dele deres erfaringer – fra både den yderste venstre- og højrefløj samt fra den ekstreme del af islamismen. De vil også møde TV2 News-vært og kriminalreporter Janni Pedersen og få mulighed for at sparre med eksperter fra politiet, iværksætteri, kreativ vækst, arkitektur m.fl.
Dommerpanelet består af:
Anja Dalgaard-Nielsen, formand for Ret & Sikkerhed, daglig chef for Institut for Strategi på Forsvarsakademiet.
Jakob Ilum, chef for Kreativ Vækst, Københavns Kommune
Mikkel Stubgaard, arkitekt, BIG
August Gjede, iværksætter, Kvalifik
Pia Toftdal, sekretariatschef, Finn Nørgaard Foreningen
HVAD ER ET HACKATHON?
Et “Hackathon” er et all-in-one innovationsforløb, der bevæger sig fra formulering af udfordring til idégenerering og endelig udvælgelse, prototyping og pitch af idéerne. Konceptet er sammensat af ordene “hack” – det at skille et givent produkt, en service, eller en forretningsmodel ad og samle det på en ny måde, så det opfylder ens egne behov – og “marathon” – et hårdt og intensivt forløb. Hackathons er ofte 40 til hundredevis af deltagere, som konkurrerer mod hinanden.
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.