16/01-20
-
Pressemeddelelse
35 unge vil gøre Danmark tryggere
Tænketanken Ret & Sikkerhed fører i weekenden 18.-19. januar 2020 35 samfundsengagerede unge sammen med nogle af Danmarks førende eksperter, der vil dele deres viden. Derefter går de unge i gang. Vi skal have deres svar på terrorismens udfordringer: Hvordan bliver vi bedre til at forebygge radikalisering? Hvordan gør vi Danmark tryggere? Bedste idé vinder 10.000 kr
Danmark er et af de mest trygge lande i verden, alligevel siger 20 procent af danskerne, at de er bange for at blive ofre for et terrorangreb. Hvordan får vi lavet om på det? Hvordan bliver vi bedre til at forebygge radikalisering og terror i Danmark?
Det vil Tænketanken Ret & Sikkerhed gerne have ungdommens svar på. Derfor afholder Ret & Sikkerhed i weekenden 18.-19. januar 2020 en intensiv to-dages ideudviklings-workshop, "Hackathon/Tryg i en terrortid 2020", i Kulturhuset K44 på Nørrebro i København, hvor 35 unge i alderen 16-30 år sammen vil forsøge at udvikle nye koncepter i forhold til den svære problematik.
"Gennem dialog, idéudvikling og gruppearbejde er målet at få unges bud på design, produkter, indsatser, interaktivitet og koncepter, der kan bidrage til at forebygge radikalisering og/eller øge trygheden blandt danskerne," siger terrorforsker Anja Dalgaard-Nielsen, der er formand for Tænketanken Ret & Sikkerhed - og også formand for dommerkomiteen.
Efter en række oplæg lørdag formiddag, herunder tre tidligere ekstremisters personlige fortællinger ind og ud af deres radikalisering, skal sætte tankerne i gang hos de unge. TV2s Janni Pedersen er ordstyrer. Derefter skal skal der ideudvikler ("hackes") til søndag, hvor grupperne præsenterer deres for en dommerkomite på samme måde som man kender fra DRs Løvens Hule.
Førsteprisen for bedste idé er 10.000 kr. og et skræddersyet inkubationsforløb, hvor vinderne vil blive matchet med personer, der kan inspirere og - måske - gøre vinderidéen til virkelighed.
De unge, der har tilmeldt kommer fra vidt forskellige baggrunde på tværs af etniske baggrunde, religion og politik. Men de har det til fælles, at de gerne vil arbejde for at gøre Danmark til et tryggere sted at bo.
Priserne overrækkes efterfølgende ved et debatarrangement i Politikens Hus. Arrangementet er støttet af TrygFonden.
Hvis du har spørgsmål omkring Hackathon/Tryg i en terrortid 2020 og/eller vil du gerne i kontakt med nogle af de unge eller eksperterne, er du velkommen til at kontakte arrangør, journalist Lotte Lund på mail lotte.lund@retogsikkerhed.dk eller telefonisk på 24 24 49 43.
Arrangementet er lukket, men pressen er velkommen efter aftale.
Tid: 18.. januar 2020 kl. 08 til 19. januar 2019 kl. 15.
Sted: Kulturhuset K44, Kapelvej 44, København N.
Dommerkomité:
Anja Dalgaard-Nielsen, terrorforsker, tidl. PET-chef, formand for Ret & Sikkerhed
Jakob Ilum, chef for Kreativ Vækst, Københavns Kommune
Mikkel Stubgaard, arkitekt, BIG
August Gjede, iværksætter, Kvalifik
Pia Toftdal, Finn Nørgaard Foreningen
Anouar Touimi, Council for Relations
FAKTA: HVAD ER ET HACKATHON?
Et “Hackathon” er et all-in-one innovationsforløb, der bevæger sig fra formulering af udfordring til idégenerering og endelig udvælgelse, prototyping og pitch af idéerne. Konceptet er sammensat af ordene “hack” – det at skille et givent produkt, en service, eller en forretningsmodel ad og samle det på en ny måde, så det opfylder ens egne behov – og “marathon” – et hårdt og intensivt forløb. Hackathons er ofte 40 til hundredevis af deltagere, som konkurrerer mod hinanden.
Relevant information
Tænketanken Ret & Sikkerhed
https://retogsikkerhed.dk
Pressekontakt
Lotte Lund
Kommunikationsansvarlig, journalist, M.A.
+45-24244943