Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
07/10-22   -   Pressemeddelelse

Byplanprisen 2022 går til bydelen Nye i Aarhus



Bydelen Nye nord for Aarhus sætter nye standarder for fremtidens bæredygtige bysamfund gennem konkrete løsninger, der skaber plads til natur, fællesskab og biodiversitet. Derfor vinder Aarhus Kommune, Aarhus Vand og Tækker Group Byplanprisen 2022 for et innovativt og visionært samarbejde.

Naturen, biodiversiteten og vandet er drivere for byudviklingen og fællesskabet i bydelen Nye, som ligger ti kilometer nord for Aarhus. Bydelen udvikles af Tækker Group i samarbejde med Aarhus Vand og Aarhus Kommune. Og det er netop dette visionære samarbejde kombineret med en række konkrete løsninger, som er hovedbegrundelsen for, at en enig jury har udpeget udviklingen af Nye som vinder af Byplanprisen. Nye vinder Byplanprisen i tæt opløb med Tønder kommune for Tøndermarskinitiativet og byomdannelse i Højer og Høje Taastrup C P/S for Høje Taastrup C.

Vinderen af prisen lægger vægt på, at den naturbaserede udvikling er et resultat af et stærkt samarbejde og en fælles vision.
- Et godt samarbejde med Aarhus Vand og Aarhus Kommune har været helt afgørende for, at vi har fået prisen. De to organisationer har taget nogle ambitiøse valg i forbindelse med udviklingen af Nye. Så jeg er særligt glad for at det er hele projektgruppen, der modtager den fornemme pris, siger idémand og ejer af Tækker Group, Jørn Tækker.

Tæt bebyggelse, mere fællesareal og plads til naturen
Nye vil, når den står færdig, være en forstad på størrelse med Odder bestående af syv bydele med hver deres karakter. Selve boligmassen bliver tæt og bygges overvejende af bæredygtige materialer og udbydes i forskellige ejerformer. Desuden vil bydelen rumme offentlige institutioner og detailhandel.

Særligt for Nye er, at de enkelte grunde udstykkes som sokkelgrunde. Det sikrer store friarealer til natur og skaber et åbent miljø med vægt på biodiversitet, hvor vilde grønne rabatter og åbne vandrender er det gennemgående træk. Regnvandet samles fra hele området, renses og bruges til toiletskyl og tøjvask. Bydelen er anlagt ved den nye letbane, som giver beboerne mulighed for at komme til Aarhus midtby på 30 minutter med kollektiv transport.

Brug for at afprøve nye veje
Selvom bydelen Nye endnu ikke står klar og også har mødt bump på vejen, så er Ellen Højgaard Jensen, direktør i Byplanlaboratoriet, ikke i tvivl om Nyes betydning. - Vi har i den grad brug for den slags visioner. Det er nødvendigt at prøve grænser og nye veje af for at nå frem til den bæredygtige fremtid, vi alle ønsker os så brændende. Derfor er der behov for samarbejder, som det vi ser i Nye, hvor private aktører, kommuner og ikke mindst forsyningsselskaber viser vejen for fremtidens byudvikling. Det vil vi gerne være med til at anprise med Byplanprisen, siger Ellen Højgaard Jensen.

Byplanprisen siden 1996
Byplanprisen uddeles af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening til en kommune, en region eller en organisation, som har gjort ”en særlig indsats for at fremme gode, smukke eller innovative bymiljøer”. Prisen er uddelt siden 1996.
Og netop i Nye, mener Arkitektforeningens direktør Lars Autrup, at det er spændende at se, hvordan partnerskabet bag har blik for helheden:
- Bydelen Nye bringer os tættere på visionen om en reel bæredygtig by, som sætter helt nye standarder for planlægning, regnvandsløsninger og infrastruktur. Det er fantastisk med en privat udvikler, der viser vejen for den bæredygtige udvikling og sammen med virkeligt dygtige rådgivere formår at komme med et stærkt æstetisk bud på fremtiden by, siger Lars Autrup.

Juryen for Byplanprisen
Juryen for Byplanprisen består af Bodil Henningsen og Sune Porse Carlsen, udpeget af Akademisk Arkitektforening samt Lisbet Wolters og Marie Stender, udpeget af Dansk Byplanlaboratorium ogPeer Frank, udpeget af Foreningen af Byplanlæggere

Prisen de sidste 3 år
-
- 2021: Syddjurs kommune for ”Ebeltoft i udvikling”
- 2020: Faaborg-Midtfyn Kommune for ”Fremtidens forstad”
- 2019 Aalborg Kommune og Himmerland Boligforening for ”Aalborg Øst
”

Relevant information

Læs mere om Byplanprisen
https://www.byplanlab.dk/node/6160

Læs mere om de tre nominerede til Byplanprisen 2022
https://www.byplanlab.dk/byplanprisen


Billeder


Pressekontakt

Lars Autrup
Direktør, Arkitektforeningen
  29695212

Firma

Dansk Byplanlaboratorium
Rådhusstræde 6, 1. sal
1466 København K, Danmark

  +45 33 17 72 70
  +45 40 97 44 44

http://www.byplanlab.dk

Modtag nyheder fra Dansk Byplanlaboratorium på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater