Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
29/03-23   -   Pressemeddelelse

Byplanprisen 2023: Hvor er Danmarks bedste byudviklingsprojekt?



Hvert år samles omkring 700 arkitekter, planlæggere og lokalpolitikere og hylder årets bedste byplan. Nu starter indstillingen til den eftertragtede byplanpris. Frem til den 17. maj kan alle, både borgere og professionelle, indstille et projekt, de er inspireret af, selv har lavet – eller blot glæder sig over i hverdagen.

God byplanlægning er forudsætningen for fremtidens bæredygtige og levende byer og bydele – og overalt i Danmark pibler det frem med innovative og inspirerende planer for byudviklingen, som enten er gennemført eller i gang med at blive realiseret. Sidste år løb Tækker Group, Aarhus Vand og Aarhus Kommune med Byplanprisen 2022 for den nye bydel Nye, som opføres nord for Aarhus. Hvor skal vi kigge hen for at blive inspireret i år?

I år er temaet demokrati og planlægning
Alle kan indstille til Byplanprisen. Det kræver blot en kort forklaring på, hvad der er det særligt smukke, nytænkende og inspirerende ved projektet, og hvem der står bag. I år vil juryen desuden have særligt fokus på, at planprocessen har været karakteriseret ved samskabelse, fx ved at inddrage aktører og borgere på nye måder. Intet projekt er for småt eller stort til at blive indstillet til prisen. Sidste frist er den 17. maj.

Vi vil gerne overraskes
Bag Byplanprisen står Arkitektforeningen sammen med Dansk Byplanlaboratorium, hvor Tina Saaby, tidligere stadsarkitekt i Gladsaxe Kommune, netop er trådt til. Et af succeskriterierne for hende er at få så mange indstillinger ind som muligt, så hun er sikker på at blive overrasket:

”Byplanprisen er vigtig, fordi den hylder det brede samarbejde, der skal til for at skabe særlige by- og landskabssteder. Det kræver politiske ambitioner, administrativ dygtighed og kreativitet, mængder af viden fra eksperter, borgere og erhvervsliv, og det kræver dygtige formgivere. Jeg håber, at Byplanprisen fortsat vil sætte fokus på nye standarder for bæredygtig byudvikling i en tid, hvor der virkelig er brug for god planlægning. Jeg opfordrer til, at alle, der kender til en inspirerende kandidat til årets Byplanpris, vil indstille.”, siger Tina Saaby, tiltrædende direktør i Dansk Byplanlaboratorium.

”Byplanprisen er en af de mest velkendte priser, og derfor er der også en forestilling om, at et projekt skal være noget helt særligt, før man kan indstille. Men det behøver det ikke at være for at kunne inspirere andre. Jeg håber, at årets tema om demokrati og samskabelse kan give nogle friske bud på fremtidens byplanlægning fra forskellige vinkler, f.eks. når det gælder til inklusion, som vi taler meget om for tiden – og selvfølgelig bud på, hvordan vi med god planlægning kan løse nogle de udfordringer, som mange byer står overfor i dag, herunder klimaforandringerne,” siger Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen.

Hvordan indstiller man til Byplanprisen?
Alle kan indstille til Byplanprisen! Det er nemt, uforpligtende og en god mulighed for at få sat fokus på en planlægning, som du synes har fortjent at få særlig opmærksomhed.
Indstillingsskemaet findes på www.byplanlab.dk/byplanprisen. Fristen er den 17. maj 2023.

Kåringen af vinderen finder sted på Byplanmødet d. 5.- 6. oktober, som afholdes i Aarhus.

Hvad kan indstilles til Byplanprisen?
Alle slags byplaner; en lokalplan, en kommuneplan, en lokal eller regional udviklingsplan eller et andet plandokument for den pågældende bydel, område eller projekt.

Hvem kan modtage Byplanprisen?
Byplanprisen kan tildeles kommuner, regioner, statslige myndigheder, organisationer, private aktører mv.
Der nomineres tre kandidater til Byplanprisen. Udvælgelsen af kandidater og endelig vinder af Byplanprisen foretages af en jury med fem medlemmer, der er udpeget af Dansk Byplanlaboratorium, Akademisk Arkitektforening og Foreningen af Byplanlæggere. Der kåres desuden en Publikumspris, som deltagerne på Byplanmødet stemmer om.

Yderligere oplysninger
Læs mere om Byplanprisen, find indstillingsskema og se regler for Byplanprisen på www.byplanlab.dk/byplanprisen
Kontakt:

Direktør Tina Saaby, Dansk Byplanlaboratorium: ts@byplanlab.dk
Direktør Lars Autrup, Arkitektforeningen: au@arkitektforeningen.dk

FAKTA
Om Byplanprisen
Byplanprisen blev indstiftet i 1996 af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen.

De seneste år er prisen gået til:
2022: Tækker Group, Aarhus Vand og Aarhus Kommune for bydelen Nye nord for Aarhus,
2021: Syddjurs Kommune for udviklingsprojektet ”Ebeltoft i udvikling”. Kommunens støtte til og samarbejde med lokale ildsjæle sætter en ny standard for borgerinddragelsen.
2020: Faaborg-Midtfyn Kommune for udviklingsprojektet “Fremtidens Forstad – Årslev”.
2019: Aalborg Kommune og Himmerland Boligforening for udviklingen af Tornhøj/Kildeparken i Aalborg Øst, som har været et af Nordjyllands mest udsatte boligområder

Relevant information

Læs mere om Byplanprisen
https://www.byplanlab.dk/byplanprisen

Dansk Byplanlaboratorium
https://www.byplanlab.dk/

Arkitektforeningen
https://arkitektforeningen.dk/


Billeder


Pressekontakt

Tina Saaby
  30241393

Firma

Dansk Byplanlaboratorium
Rådhusstræde 6, 1. sal
1466 København K, Danmark

  +45 33 17 72 70
  +45 40 97 44 44

http://www.byplanlab.dk

Modtag nyheder fra Dansk Byplanlaboratorium på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater