19/03-25
-
Pressemeddelelse
Byplanprisen 2025: 30 år med visionær byudvikling
I år er en særlig milepæl i dansk byplanlægnings historie. For 30. gang i træk uddeles Byplanprisen: en hyldest til de mest visionære og inspirerende byudviklingsprojekter i Danmark. Nu er det igen tid til at indstille projekter, der sætter nye standarder for, hvordan vi udvikler vores byer og landskaber. Hvem skal have æren i 2025? Fristen for indstillinger er d. 16. maj.
En tradition for innovation og bykvalitet
Siden Aarhus for første gang vandt i 1996 for åbningen af Aarhus Å, har Byplanprisen synliggjort og anerkendt planlægning, der ikke blot forbedrer vores byer, men også sætter dagsordenen for fremtidens byudvikling. 21 forskellige kommuner har vundet prisen for alt fra klimasikre byrum og levende lokalsamfund til banebrydende mobilitetsløsninger og innovative planstrategier. Prisen, som uddeles af Arkitektforeningen og Dansk Byplanlaboratorium samler branchens bedste eksempler på, hvordan god byplanlægning kan skabe bæredygtige og inkluderende bymiljøer.
"Det er fantastisk at se, hvordan Byplanprisen gennem tre årtier har været med til at synliggøre de bedste eksempler på byudvikling i Danmark. Prisen er en hyldest til dem, der viser, hvordan planlægning skaber kvalitet i vores byer og liv," udtaler Tina Saaby, direktør i Dansk Byplanlaboratorium.
Gennem årene har vinderne af Byplanprisen inspireret fagfolk og beslutningstagere i hele landet – og hvert år har nye projekter sat barren højere for, hvad der er muligt inden for byplanlægning. Og både vindere og nominerede projekter har gennem årene oplevet stor opmærksomhed omkring deres projekter både lokalt og fra andre kommuner og fagfolk.
""Byplanprisen viser os hvert år, hvordan innovation og engagement kan forandre vores byer til det bedre. Med 30-års jubilæet ser vi tilbage på en lang række imponerende projekter, hvoraf mange stadig tjener til inspiration i andre byer. Jeg glæder mig hvert år til at se indstillingerne af de nyeste initiativer - og håber at vi bliver overrasket igen i år" supplerer Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen.
Indstil et projekt – og sæt fokus på byudvikling
Alle kan indstille projekter til Byplanprisen. Projekterne kan være store eller små, men fælles for dem er, at de har gjort en positiv forskel for byens liv og udvikling. Byplanprisen gives til realiserede eller politisk vedtagne projekter – fra nye byrum og bykvarterer til strategiske udviklingsplaner. Byplanprisen kan tildeles kommuner, regioner, statslige myndigheder, organisationer og private aktører.
Hvordan indstiller man?
Det er nemt og uforpligtende at indstille et projekt. Du skal blot svare på 3 spørgsmål og give os lidt formation via indstillingsformularen.
Kåringen af Byplanprisen 2025
Tre nominerede projekter vil blive udvalgt af en fagjury og præsenteret på det årlige Byplanmøde, som i år finder sted d. 2.-3. oktober i Vejle. Her bliver vinderen af Byplanprisen 2025 kåret og fejret blandt flere hundrede planlæggere, arkitekter og beslutningstagere.
Fakta om Byplanprisen
Byplanprisen blev stiftet i 1996 af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen.
Juryen, der består af fem fageksperter udpeget af Dansk Byplanlaboratorium, Arkitektforeningen og Foreningen af Byplanlæggere, vurderer de indstillede projekter og kårer vinderen.
Tidligere vindere inkluderer:
• 2024: Odense Kommune for "Fra Gade til By".
• 2023: Københavns Kommune for "Det store Sydhavnsløft".
• 2022: Tækker Group, Aarhus Vand og Aarhus Kommune for Nye.
• 2021: Syddjurs Kommune for Ebeltoft i udvikling.
• 2020: Faaborg-Midtfyn Kommune for Fremtidens Forstad – Årslev.
Relevant information
Læs mere og find indstillingsskema her!
https://www.byplanlab.dk/byplanprisen
Pressekontakt
Tina Saaby
Direktør, Dansk Byplanlaboratorium
30241393
30241393
Lars Autrup
Direktør, Arkitektforeningen
29695212
Firma
Dansk Byplanlaboratorium
Rådhusstræde 6, 1. sal
1466 København K,
Danmark
+45 33 17 72 70
+45 40 97 44 44
http://www.byplanlab.dk