Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/11-23   -   Pressemeddelelse

Alle skal bidrage til at lokke de bedre løsninger frem



Når Kim Utzon bliver hyret ind som arkitekt på en opgave, inddrager han så vidt muligt alle involverede i projektet lige fra bygherre over rådgivere til udførende og materialeproducenter - og helst så tidligt som muligt. Ellers mister man afgørende merværdi, lyder det fra Utzon, der bl.a. står bag omdannelsen af det tidligere Falck-hovedkontor til et ikonisk Arp-Hansen hostel midt i København

Arp-Hansens hoteller i København er vidt forskellige. Nogle ligger i ældre bygninger, der går så langt tilbage som 1800-tallet, mens andre er indrettet moderne og trendy. Det sidste er tilfældet for det seneste af koncernens overnatningstilbud, der ligger over for den gamle postterminal i København – tæt ved havnefronten, Tivoli og byens puls med caféer og oplevelser for hjemlige og udenlandske gæster.

Ambition: Et unikt ungdomsmiljø
Next House er tegnet af Kim Utzon, der som husarkitekt for Arp-Hansen har omdannet det tidligere Falck-hovedkontor til et moderne og ikonisk hostel primært målrettet det unge segment.
- Trods stilforskelle retter alle vores øvrige hoteller sig mod mere traditionelle kundesegmenter. Ambitionen med Next House var at skabe et luksuriøst hostel med urban elegance og en kvalitet, der sætter nye standarder for, hvad man som ung kan forvente på et hostel, siger Henning Arp-Hansen.

Og Next House tilbyder da også mere end de fleste vandrehjem og hostels. Ud over overnatningskapacitet til 1.650 gæster er der klassiske tilbud som fitness, yoga-rum, lounge, bar, tagterrasse og restaurant. Men herudover tilbyder Next House blandt andet også et fælleskøkken hvor man kan tilberede sin egen mad og et vaskeri. På underholdningssiden er der biograf samt et GameRoom med bordfodbold, pool og brætspil. Next Venue tilbyder stand-up, dj-musik og live-koncerter. I kælderen er der indrettet et indendørs stadion kaldet Next Arena på 10x20 meter til høvdingebold, foldbold og forskellige former for træning.

Tidlig involvering af hele værdikæden
Arp-Hansen Group arbejder sammen med et meget lille rådgiverteam og er altid tæt involveret i bygge- og renoveringsprojekter. Henning Arp-Hansen fandt selv fandt ejendommen og begyndte at tælle værelser. Sammen med Kim Utzon og Interiørgruppen, der er specialister i indretning af hoteller. Og med input fra Front of House, der er specialister i events og underholdning, blev den utraditionelle profil for bygningens fremtidige brug udtænkt.

Men ikke kun på rådgiverniveau var der inddragelse af specialviden. Også de udførende og de afgørende materialeproducenter blev inddraget tidligt i forløbet.
- Gennem de seneste år har de fleste seriøse aktører i byggebranchen heldigvis opdaget, at den evige kamp mellem faggrupperne i et projekt ikke nytter noget. Lokalplaner stiller krav, der kan udfordre farver og materialer. Bygherren kan stille krav om æstetik, funktionalitet og økonomi. Og arkitekterne er interesserede i, at det de tegner også kan bygges. Derfor er det vigtigt, at alle involverede er lydhøre over for hinanden, siger adm. direktør Tim Kjeldsholm fra Arpe & Kjeldsholm A/S, der blev hentet ind af Arp-Hansen som totalentreprenør på Next House-renoveringen. Sammen med udvalgte materialeproducenter blev de tidligt involveret i projekteringen.

Inspiration fra uventet kant
Ligesom på hoteller er der særlige krav til brandsikkerheden på et hostel. Det gælder blandt andet døre og vinduer, men også rumadskillelser og beklædninger. Fra den danske Aluflam-koncern havde Kim Utzon erfaring med en række aluminiums- og glasløsninger, der kunne indfri både de sikkerhedsmæssige krav, som myndighederne stiller, og de designmæssige krav, som Arp-Hansen og han gik efter i forhold til døre og vinduer. Men de havde endnu ikke lagt sig fast på det udvendige udtryk.
- Aluflams direktør var i gang med at eksperimentere med renoveringen af sit eget hus, der skulle beklædes med messing. Og selvom det egentlig var brandsikre aluminiumsdøre og -vinduer samt glasskillevægge, vi skulle drøfte, blev jeg inspireret til at bringe messing ind i Next House-projektet, der som arbejdstitel i en lang periode faktisk hed Brass House, fortæller Kim Utzon.

Klima, bygbarhed og sund fornuft
Og netop den udvendige messingbeklædning af Next House er det eksempel på optimering af et projekt, hvor alle bringer merværdi ind i projektet, mener Kim Utzon:
- Efter mødet hos Aluflam drøftede jeg messingbeklædningen med bygherren, der omgående gav grønt lys. Herefter spurgte vi Arpe & Kjeldsholm og Aluflam, hvordan vi kunne gøre det muligt at bearbejde og montere messingpladerne, så de både med farve og profiler ville give bygningen dét visuelle udtryk, vi gik efter.

Med så stor en facaderenovering er det ikke alene et spørgsmål om økonomi. Det er også et spørgsmål om klima- og ressourcebevidsthed tilsat en portion sund fornuft, lyder det fra de involverede parter.
- Når de på tegnestuen sidder og designer, så tænker de som udgangspunkt ikke i pladebredder, bygbarhed og montagehastighed. Og det er fuldt forståeligt, understreger Tim Kjeldsholm og fortsætter:
- Men det er jo både økonomisk og ressourcemæssigt tåbeligt at smide halvdelen af materialet ud, fordi det skal bearbejdes på en måde, hvor vi ikke udnytter det 100%. Derfor er det en fornøjelse, når arkitekt og bygherre rækker ud og inviterer både os og materialeproducenterne ind i designfasen, så vi kan give vores besyv med, fastslår han.

Lokke de bedre løsninger frem
Kim Utzon mener, at selvom man som arkitekt har en vision og en drøm, man gerne vil realisere, så skal man i forbindelse med en opgave altid lade tvivlen om en given løsning komme projektet til gode. Derfor er det for ham helt naturligt at inddrage både producenter og udførende i opgaven så tidligt som muligt.
- Det er vigtigt, at materialeproducenterne er lydhør, når vi skal udvikle løsninger, hvor standardprodukter ikke opfylder ambitionerne. Og det er vigtigt, at de udførende er klar til også at ændre deres vaner og procedurer, hvis vi skal prøve nye materialer og designs. Samtidig har vi som arkitekter jo ikke den viden, som de andre i værdikæden besidder. Så jeg føler, at jeg som arkitekt og bygherrens rådgiver har en vigtig opgave med at få lokket de bedre løsninger frem gennem aktiv involvering af relevante parter, siger Kim Utzon.

For Arpe & Kjeldsholm som totalentreprenør og Aluflam som producent er det pragmatiske samarbejde med arkitekt og bygherre værdsat, hvilket alle parter har oplevet i flere byggerier, hvor de har samarbejdet.
- Man går aldrig hjem fra et møde med Kim Utzon og Arp-Hansen uden, at der er truffet en beslutning. Når vi har en byggetilladelse, så er vi i gang. Opgaven projekteres løbende, og der er ingen af os, der går hjem, før et problem er løst, siger Tim Kjeldsholm og suppleres af Peter Birck:
- Det er klart, at i et mangeårigt samarbejde opstår der en gensidig tillid, der også bidrager til en mere effektiv proces og et behageligt samarbejdsklima. At vi kan tale med arkitekten direkte uden at skulle igennem 50 projektledere fra forskellige aktører er jo en kæmpe fordel for både kvaliteten af løsningerne og proceshastigheden frem mod resultatet, fastslår Peter Birck.

Fra suboptimering til tillidsfuldt samarbejde
Hos alle involverede i Next House-projektet mener man samstemmende, at egoistiske hensyn og suboptimering hører fortiden til, mens tidlig inddragelse, gensidig tillid, dialog og fleksibilitet samt ordentlighed og ordholdenhed er det værdisæt, man kan løfte byggebranchen på.

Next House blev indviet i 2022 og er allerede et populært rejsemål og overnatningssted for ikke alene for den primære målgruppe, men for Københavns gæster, der ønsker en særlig oplevelse i forbindelse med deres overnatninger i Hovedstaden. 

Fakta om…
Next House
• Det tidligere Falck hovedkontor er i dag forvandlet til Next House luksushostel med et bæredygtigt mindset, hvor de rå rammer er bevaret. Det har 433 værelser og 1.667 senge.
• Next House Copenhagen er en del af Arp-Hansen Hotel Group, som består af privatejede og centralt beliggende hoteller i København og Aarhus.
• Next House Copenhagen blev efter en omfattende ombygning indviet 6. december 2021 og er Arp-Hansen-koncernens andet hostel, hvor der lægges der vægt på særpræg og et særligt luksuriøst niveau, som sætter helt nye standarder for hvad, man kan forvente at opleve på et hostel.

Arp-Hansen Hotel Group
• Arp-Hansen Hotel Group består af privatejede og centralt beliggende hoteller, der omfatter Phoenix Copenhagen, 71 Nyhavn Hotel, Imperial Hotel, The Square, Tivoli Hotel & Congress Center, Copenhagen Island, Copenhagen Strand, Gentofte Hotel, Wakeup Copenhagen Hotels og hostels Steel House Copenhagen og Next House
• Arp-Hansen Hotel Group dækker cirka 22 % af værelseskapaciteten i København med samlet 4.350 værelser og råder desuden over 100 møde- og konferencelokaler samt 1 kongressal.

Kim Utzon Arkitekter
• Kim Utzon Arkitekter startede i 1985 med mindre boligopgaver og har som filosofi, at arkitekturens vigtigste rolle er at skabe værdige rammer om menneskers liv.
• Siden har tegnestuen i Danmark, Sverige og Tyskland vundet i konkurrencer, der har resulteret i en række større og mindre byggerier for både private og offentlige bygherrer.
• Kim Utzon søger at skabe bygninger, der ikke er af en bestemt tid, men tilhører alle tider. Bygninger, der vil kunne bruges som rammer for menneskers liv ikke blot nu - men også om hundrede år.
• Samarbejdet med Arp-Hansen Hotel Group, Arpe & Kjeldsholm og Aluflam går tilbage til Hotel Island i 2001, og har efterfølgende resulteret i mange realiserede byggerier.

Arpe & Kjeldsholm A/S
• Arpe & Kjeldsholm A/S tilbyder både totalentrepriser og bygherrerådgivning samt byggestyring, projektledelse og entreprenøropgaver.
• Virksomheden beskæftiger 60 medarbejdere og har specialiseret sig i bygherrerådgivning af komplekse bygge- og anlægsopgaver og fokuserer konstant på at udfordre og udvikle organisationens kompetencer.
• Virksomheden arbejder i projekterne på at påvirke rådgivere, fagentreprenører, leverandører og kunder, så de også animeres til at minimere miljøbelastningen og skabe en udvikling i en bæredygtig retning.

Aluflam Group A/S
• Aluflam er en familieejet koncern, som i tæt samarbejde med bygherre, arkitekter, ingeniører og tekniske eksperter udvikler og producerer standardprodukter og avancerede specialløsninger i glas og aluminium indenfor bl.a. byggeri, offshore, marine og transport.
• Med afsæt i 80 års erfaring sikrer virksomheden, at æstetik og funktionalitet går hånd i hånd med krav og standarder til sikkerhed, energi, miljø og økonomi.
• Som en af Verdens førende producenter af aluminiumsløsninger råder Aluflam over hele forsyningskæden – fra ekstrudering af råaluminium over skæring, bukning og pulverlakering til samling og levering af færdigt produkt – på egne faciliteter i Danmark, USA, Australien og Litauen.
• Virksomheden er ISO-certificeret på produktion og anvender udelukkende certificerede leverandører af råvarer, som lever op til tidens krav om bæredygtighed. Koncernen råder over egne test-faciliteter til kontrol af brandmodstand samt andre krav fra kunder samt nationale og internationale myndigheder.
• Ud over de mange klassiske non-fireratede produkter tilbyder virksomheden brandsikre konstruktioner fra brandklasse E 15 til EI 120. I mere end 30 år har Aluflams brandsikre løsninger bidraget til at øget sikkerhed til lands, til vand og i luften.

Relevant information

Mere om Aluflam Group
https://aluflam.com/dk/


Billeder


Pressekontakt

Peter Birck
Adm. direktør
  40732869
Lindskov Communication
  70261979

Firma

Aluflam A/S
Langbjergvænget 13-15
4000 Roskilde, Danmark

  +45 46 75 06 11

http://aluflam.dk

Modtag nyheder fra Aluflam A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater