Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/04-19   -   Pressemeddelelse

Har du modet til at inkludere en bestyrelse i dit iværksætteri?



Bestyrelsen kommer før resultaterne, ikke omvendt. Det mener i hvert fald Johann Laux, Direktør i proVeo A/S, der allerede seks måneder efter proVeos opstart ansatte en ekstern bestyrelsesformand. Ifølge Johann er mange iværksættere lidt for gode til at udskyde eller negligere etableringen af en bestyrelse, og derfor går de måske glip af vigtige succeser i virksomheden.

”Når jeg er rundt og tale med iværksættere, bliver jeg tit mødt af svaret ”ja ja, når vi lige engang når til x, så kan det godt være, at vi skal kigge på en bestyrelse, men ikke lige nu”. De forstår ikke, at de skal vende den på hovedet og snarere indse, at de skal have en bestyrelse for at komme til x,” fortæller Johann.

Det kræver nosser at få en bestyrelse
Når snakken falder på en professionel bestyrelse, ser Johann typisk to store udfordringer hos iværksættere og ejerledere:

”Den ene udfordring er selvfølgelig omkostningen, men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste handler om indflydelsen. Virksomhedsejerne vil have den der indflydelse og selvbestemmelse, og de er nok lidt bange for at blive ”afsløret” af en bestyrelse. De forstår ikke, at værdien netop ligger i at stå nøgen foran en bestyrelse og få at vide, hvad du ikke kan finde ud af, og hvad der skal gøres anderledes,” forklarer Johann.

For iværksættere og ejerledere bliver virksomheden ofte en del af deres identitet – deres hjertebarn. Og så er det naturligvis svært at stå til skue og ansvar og lukke andre ind for at høre deres kritik. Noget som Johann mener kræver et vist mod.

”Jeg tror, at iværksætterne er rigtig gode til at overbevise alt og alle om, at det går fantastisk, mens det i virkeligheden kun er dem selv, der ved, at helt så fantastisk går det ikke. Når du har en bestyrelse, bliver du virkelig stillet til ansvar, og så er det lidt sværere at skjule noget. Og det kræver altså lidt nosser,” siger Johann.

En bestyrelse kan give dig de kompetencer, du ikke selv besidder
Da Johann startede sin virksomhed, proVeo, holdt han til på en iværksættergang i Silkeborg, hvor det bestemt ikke var alment at have en bestyrelse. Men efter en snak med Frank Lorenz, tidligere bestyrelsesformand i ASNET Board, var tanken om en professionel bestyrelse meget tiltalende for Johann.

”Jeg besluttede, at den her virksomhed skulle være i orden og være seriøs, og derfor syntes jeg, at en professionel bestyrelse gav mening i forhold til at give mig noget af det, jeg ikke havde. Så min ide var egentlig at få den her sparringspartner, som havde noget mere erfaring og havde prøvet det før, og som kunne hjælpe med at sætte en retning,” forklarer Johann.

Som iværksætter indså Johann, at han ikke havde den nødvendige erfaring, det krævede for at give virksomheden den nødvendige seriøsitet og retning. Han etablerede derfor allerede seks måneder efter virksomhedens start en bestyrelse, der skulle give ham den nødvendige sparring. Men sparring er ikke alt.

”Bestyrelsen blev jo ikke kun en sparringspartner, men jeg ønskede også nogen, der kunne holde mig i ørerne og udfordre mig. Og det må jeg sige, jeg er blevet,” siger Johann.

Det er noget for noget
At blive holdt i ørerne lyder måske ikke lige tiltalende for alle iværksættere, når det i forvejen kan være en udfordring at lukke nogen ind og afgive for meget indflydelse. Derfor understreger Johann også, at bestyrelsen ikke må blive den der løftede pegefinger, der sidder på den anden side af bordet og udstikker ordrer og dårlig samvittighed.

”Det handler om at turde at stille hinanden til ansvar og kræve noget af hinanden. Jeg synes, det går begge veje, så det ikke kun er bestyrelsen, der stiller mig til ansvar, men de har rent faktisk også noget, de skal levere. Det skal man få italesat, så man som ejer også forlanger noget og husker, at bestyrelsen også skal levere,” påpeger Johann.

Bestyrelsen skal være et fleksibelt organ
Johann og proVeo har haft en ekstern bestyrelse i snart tre år, og i dag består bestyrelsen af ham selv og de to eksterne bestyrelsesmedlemmer, Allan Dam Nielsen og Jan Stig Andersen. Undervejs har der været justeringer i bestyrelsen, da Johann mener, at det er nødvendigt med fleksibilitet.

”Vi skilte os af med et af medlemmerne – ikke fordi vedkommende ikke gjorde det godt, men fordi der ikke var behov for de kompetencer længere. Og det er vigtigt, at man er så professionel i bestyrelsen, at man kan kigge på medlemmerne og ikke bare siger ”jamen de er jo gode, dem kan jeg godt lide”, men at man rent faktisk sikrer, at kompetencerne passer til virksomhedens behov og situation,” siger Johann.

Resultaterne kom sammen med bestyrelsen
I januar 2019 havde proVeo 3-års fødselsdag, og virksomheden har i dag lige over 20 ansatte og skal til at flytte kontor for anden gang grundet pladsmangel. De overvåger rundt regnet 4 milliarder kroner for deres kunder. Og ikke nok med det, i efteråret 2018 startede de også op i Sverige. Alt dette mener Johann også i stor grad skyldes hans beslutning om at få en bestyrelse ind så tidligt i processen.

”Jeg synes, at bestyrelsen har en stor del af æren for de resultater, vi har opnået. Det var aldrig gået lige så hurtigt, hvis jeg ikke havde haft de her erfarne folk siddende ved siden af. Og jeg tror helt sikkert, at min bestyrelse kun kommer til at blive vigtigere i fremtiden,” siger Johann.

Relevant information

Læs mere om at få en ekstern bestyrelse her.
https://asnet.dk/hvorfor-faa-en-bestyrelse/


Pressekontakt

Michelle Hemmingsen
Marketingchef
  29734677

Firma

ASNET Board s.m.b.a
Vejlsøvej 51
8600 Silkeborg, Danmark

  +45 60 60 62 01
  +45 40 85 89 33

https://asnet.dk

Modtag nyheder fra ASNET Board s.m.b.a på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater