09/01-19
-
Pressemeddelelse
Jeg drømmer om at hjælpe andre unge som mig
Da Slagelses tidligere borgmester Stén Knuth (V) møder 18-årige Kathrine i Jyderup, får han både et varmt smil og et fast håndtryk. Hun er en af de sårbare unge, som på opholdsstedet Søbæk har fået mod på livet igen. Nu drømmer hun om at uddanne sig og hjælpe andre børn med ondt i livet.
Smilet når helt op i øjnene, da 18-årige Kathrine Liv Abildgaard fortæller om sin eksamen. Sådan så livet langt fra ud, da hun ankom til Søbæk i Jyderyp. Dengang en dybt ulykkelig pige med ADHD og borderline, som voksede op i et dysfunktionelt hjem, var væk flere år fra skolen, og havde det så svært, at hun begyndte at skade sig selv i afmagt.
Men nu – under tre år senere – stråler stoltheden ud af hende, når hun fortæller om, at hun har indhentet alt det forsømte, tager HF og netop har fået et flot 10-tal i psykologi. For udover at bo her, får eleverne også en uddannelse i både boglige og tekniske fag.
- Det er helt vildt, så meget jeg har rykket mig. Før kunne jeg ikke engang slæbe mig op på et 4-tal, og fungerede slet ikke socialt hverken i skolen eller hjemme. Men nu vil jeg have en uddannelse som pædagog og hjælpe andre børn, som også har det svært. Jeg vil gerne give noget videre, og jeg forstår de børn, for jeg har prøvet det selv.
Skal vi lykkes, skal vi først vinde tilliden
Bostedets daglige leder, Erik Filthuth, har arbejdet med sårbare børn og unge i over 30 år. Enhver succeshistorie tager udgangspunkt i nærvær og tålmodighed, for det at vinde tilliden er altafgørende:
- De fleste af de børnene her er opgivet af systemet. De har oplevet svigt på svigt og stoler ikke på nogen. Men alle kan noget, og alle er noget værd! Så her forsøger vi at pakke vi dem ind i omsorg, og vi doserer krav og forventninger, så de lærer en masse, men altid i det tempo, de kan magte, så de ikke oplever endnu et nederlag. De skal bygges langsomt og kærligt op. Det er vejen til et godt videre liv, siger Erik Filthuth.
Udsatte børn skal hjælpes hurtigere
Både mødet med Kathrine og de andre børn og unge gør indtryk på Stén Knuth, som efter en periode som borgmester i dag sidder i byrådet i Slagelse Kommune og nu også er folketingskandidat i Holbæk-kredsen. Han besøger opholdsstedet Søbæk i Jyderup for at blive klogere på arbejdet med de mest sårbare børn og unge, og bliver vist rundt gennem både klasselokaler og værksteder.
- Jeg har selv arbejdet med unge i mange år og brænder for, at sårbare børn og unge får den rigtige hjælp. Det betyder alt for dem rent personligt, og samtidig også noget for os som samfund, at de kommer tilbage på sporet. Jeg går ikke op i, om tilbuddet er privat eller offentligt. Jeg går op i, at de får den rigtige hjælp, og vi skal som kommuner bliver langt bedre til at gribe hurtigere ind og sikre, at både børnene og familien får en sammenhængende hjælp, siger Stén Knuth.
Den pointe er Kathrine meget enig i. Hun beskriver sin opvækst som ét stort rod og ønsker for andre sårbare børn, at de bliver set og forstået, før alt vælter.
- For mig har Søbæk betydet alt. Her kan jeg bare være mig selv. Vi dømmer ikke hinanden. Her er der plads til alle, og vi støtter og hjælper hinanden – altid!
Om behandlingsstederne Søbæk:
· Opholdsstederne Søbæk består af syv specialiserede afdelinger, der varetager målrettet omsorg, behandling og undervisning af børn og unge mellem 10-30 år.
· Eleverne og beboerne har mange forskellige former for socio-emotionelle problemer - og derfor meget forskellige behov for støtte og omsorg. En del af børnene og de unge kommer fra dårligt fungerende familier, hvor de har haft en svær barndom og derfor bliver anbragt i døgnpleje.
· En anden gruppe er børn og unge som for eksempel har ADHD, OCD eller Tourette, hvilket kan indebære, at de reagerer voldsomt, har svært ved at koncentrere sig og har svært ved at indgå i sociale relationer. De har derfor meget svært at klare sig i en almindelig folkeskole og trives ofte bedre i meget små klasser, hvor rammerne på Søbæk bliver sat efter den enkelte elevs formåen.
· Behandlingsstederne Søbæk blev etableret i 1985 og beskæftiger i dag 180 medarbejdere, heriblandt pædagoger, lærere, socialrådgivere og andet faguddannet personale.
· Søbæk er ejet af Team Olivia, der er blandt landets største private aktører inden for tilbud til psykisk sårbare og fysisk handicappede personer. Virksomheden beskæftiger over 1.500 medarbejdere alene i Danmark.
Pressekontakt
Jan Wilken
Bestyrelsesformand
81615959
Allan Vendelbo
Seniorkonsulent, Lindskov Communication - bureau for Team Olivia
70261979
Stén Knuth
Byrådsmedlem, tidl. borgmester
24400111
Firma
Behandlingsstedet Søbæk
Søbæksparken 10
4450 Jyderup,
Danmark
59248300
www.soebaek.dk