31/01-20
-
Pressemeddelelse
ABF: Den politiske aftale betyder bedre betingelser for andelsboligområdet
Regeringen indgik torsdag aftale som skal imødegå kortsigtede investeringer i private udlejningsejendomme sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Herudover indeholder aftalen en række forslag og initiativer på andelsboligområdet.
ABF hilser disse initiativer velkommen, fordi de indeholder elementer, der har fokus på, at eksisterende andelshavere ikke bliver insolvente, som konsekvens af lejereguleringen.
- Jeg er glad for den opbakning aftaleparterne har givet til andelsboligsektoren. Markedet udvikler sig hele tiden, og jeg er derfor meget tilfreds med, at man fra politisk side er klar til at se på afta-len, hvis markedet agerer anderledes, end der er forudsat ved aftalens indgåelse, siger landsfor-mand i ABF, Hans Erik Lund.
ABF glæder sig over, at der med aftalen er taget vigtige skridt til at understøtte en positiv udvikling af andelsboligsektoren.
- Man tager toppen af priserne på udlejningsejendomme og styrker samtidigt tilbudspligten og forbedrer lejernes muligheder for at optagelån til indskud. Det vil uden tvivl betyde, at der igen kommer gang i stiftelser af andelsboligforeninger, efter to år uden nystiftede andelsboligforeninger efter tilbudsreglerne, siger direktør i ABF, Jan Hansen.
Endelig kan ABF med stor tilfredshed konstatere, at boligminister Kaare Dybvad vil nedsætte et udvalg, der skal se på muligheder for at skabe bedre finansieringsvilkår ved køb af private andelsboliger.
- Forbedrede lånevilkår til andelsboliger vil alt andet lige skabe bedre betingelser for at fremme andelsboliger. I ABF ser vi det som en politisk tilkendegivelse om, at andelsboliger spiller en afgørende rolle for at sikre en blandet by og en bæredygtig udvikling af boligmarkedet, siger Hans Erik Lund.
Relevant information
Pressemeddelelse
https://www.abf-rep.dk/media/430425/abf_den_politiske_aftale_betyder_bedre_betingelser_for_andelsboligomr_det.pdf
Pressemeddelelse
Pressekontakt
Jan Hansen
Direktør
+45 33 86 28 30
+45 20 10 40 25