11/11-16
-
Pressemeddelelse
Fritidssejlerprøverne drukner i tåbelige regler!
Ifølge en varskoet ny bekendtgørelse, udarbejdet af Søfartsstyrelsen og Dansk Sejlunion, skal censorerne til fritidssejlerprøverne ikke længere være uafhængige, men håndplukkes af kursusudbyderne. Speedbådsbeviset skal erstatte den praktiske duelighedsprøve, og således være rygraden i den praktiske fritidssejleruddannelse. Dette har Duelighedsklubben advaret imod i følgende høringssvar:
HØRINGSSVAR 10-11-2016
SØFARTSSTYRELSEN,
Specialkonsulent Jesper Jarl Fanø-Fredeløkke
Vi her i Duelighedsklubben læser med interesse SfS-udkastet til ny bekendtgørelse om prøver og beviser for fritidssejlere, som I har udarbejdet i samarbejde med Dansk Sejlunion: (Vedlagt)
Duelighedsklubben vil på det kraftigste advare imod, at iværksætte den nye bekendtgørelse, og ønsker officielt, at fremføre nedenstående indsigelser.
Det er svært at skjule vores frustration over, at Søfartsstyrelsen i samarbejde med Dansk Sejlunion, har valgt at ignorere sund fornuft fra "græsrødderne", og ikke har taget Duelighedsklubbens anbefalinger med i udviklingsarbejdet, hvilket ministeren jo ellers har bedt Jer om for ganske nylig (se venligst brev fra ministeren - Vedlagt)
Vores anbefaling er i sin enkelthed:
1) Fjern speedbådsbeviset som den praktiske rygrad i fritidssejleruddannelserne, og
2) etabler vandtætte skotter mellem skoler og censorer.
ad.1: Den nye bekendtgørelse ændrer ikke på, at speedbådsbeviset erstatter den praktiske del af duelighedsprøven. Man kan i den foreslåede bekendtgørelse, med Søfartsstyrelsens og Dansk Sejlunions velsignelse, sejle rundt i kattegat med en 24-meter skonnert fyldt med mennesker, på en uddannelsesmæssig baggrund, der begrænser sig til en lille tur i en gummibåd (speedbådsbevis) og et teorikursus (Y3). Garvede søfolk kan få voldsomme angstanfald bare ved tanken.
Den søsikre løsning er, at speedbådsbeviset bliver en lille tillægsprøve til duelighedsbeviset.
ad.2: Den nye bekendtgørelse gør ikke noget ved korruptionsproblemet (se venligst Duelighedsklubbens klage til ministeren (Vedlagt), men udbreder bare discountbevis-effekten fra de kommercielle udbydere til klubberne, og sætter yderligere skub i den kvalitative udvanding af fritidssejleruddannelserne.
Folkene i sejlklubberne er jo hverken mere eller mindre moralsk stålsatte end folkene i de kommercielle discount-sejler-skoler, vi er allesammen bare mennesker, og med den nye bekendtgørelse åbner Søfartsstyrelsen og Dansk Sejlunion dørene op på vid gab for udbredelse af korruption i stor stil, når klubberne selv kan vælge deres censorer til fritidssejlerprøverne.
Det er, efter Duelighedsklubbens opfattelse, et fatalt skråplan, at lokke klubberne ud i, når de nu skal til at levere "beståelsesgaranti", for at konkurrere med de kommercielle udbydere. Statistisk set koster det menneskeliv, hver gang vi forringer fritidssejler uddannelserne.
Den søsikre løsning er, at alle prøveaspiranter får tildelt en tilfældig udvalgt censor fra en stor central pulje (evt. opdelt på regioner), således at man ikke selv vælger sin censor.
De bedste sejlerhilsner
DUELIGHEDSKLUBBEN
Benjamin Kristensen, bestyrelsesformand
Relevant information
UDKAST til bekendtgørelse om prøver og beviser for fritidssejlere
Brev fra ministeren
Duelighedsklubbens klage til ministeren
Pressekontakt
Benjamin Kristensen
Bestyrelsesformand
88961707
Firma
Duelighedsklubben
Gerdrupvej 150
4230 Skælskør,
Danmark
+45 88 96 17 07
+45 88 96 17 07
http://www.duelighed.dk