Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/06-10   -   Pressemeddelelse

Demokrati i børnehøjde

På Høsterkøb Skole arrangerer elevrådet stormøder for hele skolen. Initiativet er udpeget som Månedens gode eksempel i juni. Den 24. juni besøger Tina Nedergaard og Anders Bondo Christensen skolen og overværer et af møderne.

Der er stormøde på Høsterkøb Skole. På en scene viser fire elever et rollespil om, hvordan alle skolens elever skal rydde op efter sig. Elevrådsrepræsentanter fra 3. til 5. klasse står i spidsen for møderne. 250 børn fra børnehaveklasse til 5. klasse ser på og stiller spørgsmål.
Høsterkøb Skoles initiativ "Stormødet - demokrati i børnehøjde" er udpeget som månedens gode eksempel i juni.

På møderne fortæller elevrådet blandt andet om sidste nyt og præsenterer nyt legetøj til frikvartererne. De tager problemer op og præsenterer månedens kampagne. I juni er temaet luk og sluk, og alle skolens elever skal lære at spare på strømmen og varmen.

Den 24. juni klokken 11.00 besøger undervisningsminister Tina Nedergaard og formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen skolen i forbindelse med udpegningen. Medierne er velkomne under besøget.

Tina Nedergaard glæder sig til besøget.

"Det er imponerende, at de unge elever i den grad formår at tage ansvar. Initiativet gør elevrådsarbejdet mere spændende, og elevrådsrepræsentanter helt ned til 3. klasse holder oplæg og diskuterer i forsamlingen. De tager ansvar for en betydningsfuld opgave i skolens dagligdag, og initiativet skaber rum for elevernes demokratiske udvikling. Derfor er initiativet udpeget til Månedens gode eksempel," siger ministeren.

Mens elevrådet fremlægger, lytter resten af skolens elever og byder ind med spørgsmål.
Skoleleder Kirsten Frøhlich Brønd fortæller, at eleverne tager et stort ansvar til stormøderne.
"Vi oplever, at de kan meget mere, end vi tror. Det er bare et spørgsmål om at give dem ordentlige rammer. Stormøderne er ikke et show. De er alvorlige og er med til at løse problemer og modne eleverne," siger hun.

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen er glad for initiativet.
"Med stormøderne har elevrådet fået en meget vigtig rolle. Det er lærerigt for de ældste elever og har også stor betydning for de yngste, som får rollemodeller at se op til. Ideen er i sit udgangspunkt simpel - og netop derfor rigtig god," siger han.

Kirsten Frøhlich Brønd er sikker på, at andre skoler kan kopiere ideen.

"Det kræver ikke økonomiske ressourcer af betydning, men det kræver, at personalet bakker fuldt op om møderne, og at de lærere, som arbejder med elevrådet, giver eleverne ansvar og guider dem."

Månedens gode eksempel
Hver måned udpeger Skolestyrelsen og Danmarks Lærerforening en skole som 'Månedens gode eksempel.'

Formålet er at skabe et positivt billede af det engagement, der bærer folkeskolen, og gøre det muligt for skolerne at drage nytte af andres succeser.

Skoleledere, skolebestyrelser og lærere har mulighed for at indstille deres skole.

Alle indstillinger til at blive Månedens gode eksempel bliver lagt frem på Undervisningsministeriets hjemmeside som en slags database med inspiration til andre skoler.

Læs mere om Månedens gode eksempel på www.uvm.dk og www.dlf.org, hvor du også finder indstillingsskemaet.

Relevant information

http://www.uvm.dk


Pressekontakt


Firma

Undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K, Danmark

  33 92 63 29
  20 97 99 38

http://www.uvm.dk

Modtag nyheder fra Undervisningsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire