Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/06-10   -   Pressemeddelelse

Ny strategi for talenter

Regeringen satser på talenter. Undervisningsministeren nedsætter nu en arbejdsgruppe, der skal evaluere talentinitiativer og udarbejde forslag til en samlet strategi for talentudviklingen i danske skoler. Stefan Hermann bliver formand for arbejdsgruppen.

En brændende interesse for kemi. En udtalt evne til at skrive gode historier eller håndtere et stykke værkstøj. Der er masser af talent i de danske skoler.

Derfor nedsætter undervisningsminister Tina Nedergaard nu en arbejdsgruppe, der skal samle og evaluere erfaringerne fra de seneste års mange talentprojekter på landets skoler og uddannelsesinstitutioner - samt udarbejde forslag til en samlet strategi for talentudviklingen.

"Vi har heldigvis masser af talenter i folkeskolen. De skal motiveres og udfordres fagligt, for det er til gavn for os alle. Talenterne får en mere meningsfuld hverdag, deres klassekammerater bliver løftet fagligt og socialt, og det fremtidige velfærdssamfund styrkes. I den inkluderende folkeskole skal der være plads til alle - også de dygtigste. Prioriteringen af talentudvikling i folkeskolen er det endelige opgør med tesen om, at hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære," siger Tina Nedergaard.

Stefan Hermann, der er rektor for professionshøjskolen Metropol, bliver formand for arbejdsgruppen.

"Talentdagsordenen er kommet for at blive. Det er ikke længere alene en politisk dagsorden, et spørgsmål om skoler for særligt begavede eller et påfund fra sportens verden. Det er også en faglig og professionel dagsorden. Enhver lærers drøm er at se sit fag udfoldet i de største talenter. Ikke på bekostning af de svageste. For talent kræver bredde, og talent smitter. Nu skal talentdagsordenen gøres systematisk og sammenhængende. Det håber jeg, at jeg har talent for at stå i spidsen for," siger Stefan Hermann.

Undervisningsministeriet satte for alvor fokus på de manglende udfordringer for landets talenter i 2005. Ministeriet afholdt blandt andet Talentcamp05, hvor 48 eksperter blev indbudt i 48 timer til at udarbejde forslag til, hvordan talentudvikling i uddannelsessystemet kan fremmes.

Det kom der mange konkrete projekter ud af - blandt andet oprettelse af talentcentre, talentcamps, internetportaler for talentfulde børn og særlige talenttimer, som Undervisningsministeriet støttede med 10 millioner kroner i 2006 til 2007.

På baggrund af de danske og internationale erfaringer skal arbejdsgruppen give anbefalinger til en ny fremadrettet indsats for talentarbejdet i uddannelsessystemet.

Arbejdsgruppen forventes at afslutte sit arbejde ved årsskiftet 2010/2011.

Definition af talenter
I Talentcamp05 defineres talenter som: "Børn og unge, der har særlige forudsætninger inden for et eller flere områder, og som går i normalskoler og -institutioner. Et talent er en person, som er god til noget og har mulighed for at blive en af de bedste, hvis potentialet stimuleres."

Relevant information

http://www.uvm.dk


Pressekontakt


Firma

Undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K, Danmark

  33 92 63 29
  20 97 99 38

http://www.uvm.dk

Modtag nyheder fra Undervisningsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire