09/09-10
-
Pressemeddelelse
Rapport om efter- og videreuddannelse inden for sygeplejen
Ny rapport rummer oplæg til det videre arbejde inden for efteruddannelse og videreuddannelse på sygeplejerskeområdet.
Hvordan er det fremtidige behov for efter- og videreuddannelse på sygeplejerskeområdet? Det har en arbejdsgruppe i regi af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Undervisningsministeriet undersøgt. Arbejdsgruppen, der i juli 2010 har udgivet rapporten "Vurdering af fremtidige behov for efter- og videreuddannelse inden for sygeplejen", blev nedsat som led i trepartsaftalen fra 2007 mellem regeringen, KL, Danske Regioner og FTF.
Konkrete udviklingstendenser
I rapporten har arbejdsgruppen forholdt sig til en række konkrete udviklingstendenser i det danske sundhedsvæsen, blandt andet nye sundhedsopgaver i kommunerne og nye roller for almen praksis i indsatsen for kronisk syge. På baggrund af udviklingstendenserne har gruppen drøftet behovet for efter- og videreuddannelse til sygeplejersker.
Oplæg til videre arbejde
På baggrund af det foreliggende grundlag har arbejdsgruppen valgt ikke at udarbejde egentlige anbefalinger til konkrete nye eller ændrede efter- og videreuddannelser for sygeplejersker. Til gengæld anbefaler gruppen, at Undervisningsministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet i samarbejde med parterne arbejder videre med en række andre initiativer på området. Rapporten skal ses som et input til regeringens samlede vurdering af det fremtidige behov for efter- og videreuddannelse på sygeplejerskeområdet.
Det videre arbejde på Undervisningsministeriets område
Rapporten lægger blandt andet op til, at Undervisningsministeriet kan fortsætte sit arbejde med efter- og videreuddannelse inden for sygeplejen ved:
- I samarbejde med parterne at tage initiativ til en undersøgelse af, hvorvidt klinisk uddannelse i højere grad kan indgå som en del af uddannelserne i det videregående uddannelsessystem. Her tænkes særligt på de sundhedsfaglige diplomuddannelser, herunder eventuelle barrierer i lovgivningen.
- I samarbejde med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling samt parterne at tage initiativ til en undersøgelse af, hvorvidt der kan skabes en øget sammenhæng og fleksibilitet mellem de forskellige klinisk rettede efter- og videreuddannelser. Her tænkes særligt på fleksibilitet mellem specialuddannelserne for sygeplejersker og diplom- og masteruddannelserne i form af blandt andet en øget synlighed om meritmuligheder.
Rapporten skal ses som et input til regeringens samlede vurdering af det fremtidige behov for efter- og videreuddannelse på sygeplejerskeområdet.
Arbejdsgruppen
Arbejdsgruppen har bestået af:
- Indenrigs- og Sundhedsministeriet (formand)
- Undervisningsministeriet
- Sundhedsstyrelsen
- Danske Regioner
- KL
- Dansk Sygeplejeråd
- FTF.
Læs rapporten "
Vurdering af fremtidige behov for efter- og videreuddannelse indenfor sygeplejen".
Relevant information
http://www.uvm.dk
Firma
Undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K,
Danmark
33 92 63 29
20 97 99 38
http://www.uvm.dk