25/02-11
-
Pressemeddelelse
Grønne tanker i Sønderborg og god motivation i Vejle
Undervisningsministeren besøgte Sønderborg Kommune og Vejle Kommune for at opleve, hvordan naturfag og trivsel tænkes ind i den daglige undervisning.
Ved hjælp af innovative og grønne metoder får eleverne i Sønderborg Kommune smag for naturfag.
Også Vejle Kommune har mange initiativer, der får elevernes trivsel og faglighed til at spille sammen.
For at få indsigt i disse to vigtige undervisningsmetoder besøgte undervisningsminister Tina Nedergaard den 21. februar begge kommuner.
Naturfag på sønderjysk
Hos House of Science på Alsion, Sønderjyllands videns- og kulturcenter, fik ministeren syn for, hvordan Sønderborg Kommune gør naturfag spændende. Projektet Project Zero skal gøre Sønderborg CO2-neutral i 2029. Samtidig bliver projektet brugt i naturfagsundervisningen, så eleverne motiveres ved at opleve naturfagenes relevans og nyttighed.
"I Sønderborg Kommune er der med virksomheder som Danfoss og LINAK et stort behov for ingeniører og andre med en naturvidenskabelig baggrund. Derfor er det godt at se, at man på lokalplan tænker innovativt og anderledes for at skabe fremtidens arbejdspladser," fortæller Tina Nedergaard.
Bagefter gik turen til Dybbøl-Skolen, hvor Tina Nedergaard så den omfattende energirenovering af skolen og mødte en af de lærere, der medvirker i House of Science-projektet.
Høj faglighed og høj trivsel
Efter besøg på Dybbøl-Skolen tog Tina Nedergaard videre til den tyske privatskole i Sønderborg. På privatskolen var hun efter en rundvisning til spørgetime, hvor eleverne fik mulighed for at stille spørgsmål om alt fra, hvad arbejdet som undervisningsminister går ud på, og til, hvordan man hjælper svage og stærke elever bedst muligt.
På Egtved Skole blev ministeren præsenteret for skolens to projekter Mange Måder At Lære På og Skolen i Bevægelse. Lektor ved Århus Universitet Hans Henrik Knoop er forskningsleder for begge projekter, som kobler høj faglighed og høj trivsel sammen til en højere enhed.
Efterfølgende gik turen videre til 10.-klasse-centeret i Vejle Kommune, der arbejder målrettet med faglighed og trivsel for at hjælpe alle elever videre til en ungdomsuddannelse. Efter rundvisningen mødtes Tina Nedergaard med Vejle Kommunes skoledirektør og skoleudvalg.
Relevant information
http://www.uvm.dk
Firma
Undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K,
Danmark
33 92 63 29
20 97 99 38
http://www.uvm.dk