Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
03/05-11   -   Pressemeddelelse

Evalueringskulturen i folkeskolen er styrket

Vi er blevet bedre til at evaluere arbejdet i og med folkeskolen, men der er fortsat mulighed for forbedringer. Det viser en ny rapport fra OECD.

Nationale test, elevplaner og kvalitetsrapporter giver resultater.

Danmark er kommet langt i arbejdet med at styrke evalueringskulturen i folkeskolen, men lærerne, skolerne, kommunerne og staten kan blive endnu bedre til at evaluere arbejdet i og med folkeskolen.

Det viser en ny undersøgelse, "OECD Reviews of Evaluation and Assessment in Education", om evalueringskulturen i folkeskolen.

OECD peger blandt andet på, at der er behov for stærkere evalueringskompetencer hos skoleledelse og lærere, og at kommunernes opfølgning i forhold til skolerne bør styrkes.

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen glæder sig over, at OECD anerkender alle de initiativer, regeringen har sat i værk for at styrke evalueringskulturen i folkeskolen.

"Regeringen har fået kritik for at insistere på at indføre test, kvalitetsrapporter, obligatoriske afgangsprøver og elevplaner. I arbejdet med at udvikle en evalueringskultur er det afgørende, at arbejdet omfatter alle skolens niveauer. OECD bekræfter, at vi går den rigtige vej, og at lærerne, skolerne, kommunerne og staten i høj grad evaluerer deres arbejde. Der er dog stadig rum for forbedringer, og jeg er derfor også meget tilfreds med, at en række af OECD's anbefalinger i vidt omfang imødekommes af regeringens folkeskoleudspil. Jeg håber, at partierne vil tage OECD's anbefalinger med til forhandlingsbordet," siger Troels Lund Poulsen.

Undersøgelsen viser, at lærerne er blevet bedre til at evaluere undervisningen og elevernes læring, men at skolerne skal følge mere op og blive bedre til at bruge resultaterne til at tilpasse undervisningen i arbejdet med den pædagogiske udvikling på skolen. Skolerne skal også i højere grad dokumentere deres resultater, og det skal være tydeligt, hvem der har ansvaret, hvis resultaterne ikke er gode nok.

Skolelederne kan blive bedre til at vurdere og give feedback til læreren, ligesom de skal tage et større ansvar for, hvad der sker i klasseværelset.

Undersøgelsen er udarbejdet af et review-team bestående af eksperter på evaluering i grundskolen. OECD har blandt andet talt med parterne omkring folkeskolen og besøgt skoler og kommuner rundt omkring i landet.

OECD Reviews of Evaluation and Assessment in Education
Det overordnede formål med OECD's review er at undersøge, hvordan evalueringskulturen kan bidrage til at forbedre elevernes udbytte af grundskolen.

Reviewet koncentrerer sig om fem kerneområder:

Opbygning af en systematisk struktur for evaluering og bedømmelse
Effektive evaluerings- og bedømmelsesprocedurer
Udvikling af kompetencer inden for evaluering og feedback
Optimal udnyttelse af evalueringsresultater
Implementering af politikker for evaluering og bedømmelse.
OECD-reviewet for 2011 bygger videre på resultaterne fra et OECD-review fra 2004.

På baggrund af reviewet i 2004 blev der sat en række initiativer i gang. Blandt andet blev der etableret et Skoleråd og en Skolestyrelse.

Desuden er der indført kommunale kvalitetsrapporter, nationale test og elevplaner, og folkeskolens afgangsprøver er blevet obligatoriske.

Yderligere oplysninger
Peter Arnfeldt, Særlig rådgiver, Tlf. 4055 8005
Christine Lindrum Iversen, Specialkonsulent, Tlf. 3392 5401

Relevant information

http://www.uvm.dk


Pressekontakt


Firma

Undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K, Danmark

  33 92 63 29
  20 97 99 38

http://www.uvm.dk

Modtag nyheder fra Undervisningsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire