Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/06-11   -   Pressemeddelelse

Gode historier skal tænde drenges læselyst

Ny priskonkurrence skal få drenge til at opfatte læsning som sjovt og spændende frem for en sur pligt.

Når drenge bliver 10-14 år, mister de ofte lysten til at læse bøger i deres fritid. Harry Potter-sagaens og Manga-fortællingers popularitet viser dog, at det er muligt at fange drengenes interesse, så de alligevel læser bøger.

Derfor indstifter kulturminister Per Stig Møller og undervisningsminister Troels Lund Poulsen nu Drengelitteraturprisen, der skal få forfattere til at skrive flere tekster, der henvender sig direkte til drenge.

Vigtigt at læse i fritiden

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen fremhæver, at priskonkurrencen er en brik i regeringens samlede tværgående læseindsats, hvor målet er, at danske elever kommer i topfem internationalt i læsning.

"Regeringen har en målsætning om, at 95 procent af vores unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Det kræver, at de er sikre læsere. PISA-resultater viser, at elever, der læser i deres fritid, opnår bedre læseresultater. Elever, der læser op til en halv time hver dag, læser et klassetrin bedre end elever, der ikke gør. Resultaterne viser også, at drenge ikke i samme grad oplever glæde ved at læse, som pigerne gør. For at nå vores mål skal vi skabe og fastholde læselysten hos drengene. Det kan denne priskonkurrence være med til at sikre," siger Troels Lund Poulsen.

Kulturminister Per Stig Møller fremhæver, at det er afgørende, at drengene tidligt i livet får åbnet døren op til den verden af oplevelser, som litteraturen byder på.

"Den nye og vedkommende børnelitteratur fortæller historier, som spiller på alle sanser og får læserne til at holde vejret eller grine højt. I en verden fyldt med et flimmer af tekst, billeder og informationer er det vigtigt, at også drenge får gode og intense læseoplevelser. Med denne priskonkurrence satser vi på at stimulere læselysten hos en gruppe, der kræver spændende historier af den bedste slags. Hvorfor skulle drengene også nøjes med mindre?" Siger Per Stig Møller.

Drengene har det sidste ord

Alle forfattere og illustratorer inviteres til at skrive nye tekster på maksimalt 3000 ord.

Formand for Danmarks Skolebibliotekarer Carl Christian Rasmussen er formand for priskomiteen, som udvælger de fem bedste tekster.

Teksterne lægges på børnebibliotekernes fælles website www.pallesgavebod.dk i september 2011. Her kan drengene læse teksterne og stemme på deres favoritter.

Forfatteren af den tekst, der får flest stemmer, modtager en pris på 25.000 kroner. 2. og 3. pladsen får henholdsvis 10.000 og 5.000 kroner. Konkurrencen gentages i 2012 og 2013.

Det er regeringens sprogudvalg, der har opfordret til, at der skrives mere ny, dansk litteratur henvendt direkte til drenge. Priskonkurrencen er forankret i Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Frist for indsendelse af bidrag til priskonkurrencen er den 1. september 2011.

Kontakt

Styrelsen for Bibliotek og Medier
Børnebibliotekskonsulent Lisbet Vestergaard
Tlf.: 3373 3357

Undervisningsministeriet
Specialkonsulent Helene Hoff
Tlf.: 3392 5309

Kulturministeriet
Fuldmægtig Michael Winding
Tlf.: 3392 3559

Relevant information

http://www.uvm.dk


Pressekontakt


Firma

Undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K, Danmark

  33 92 63 29
  20 97 99 38

http://www.uvm.dk

Modtag nyheder fra Undervisningsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire