Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/01-15   -   Pressemeddelelse

Analyse: Stort potentiale for flere praktikpladser i virksomhederne

Ny rapport viser, at der er et potentiale på mere end 33.700 praktikpladser i danske virksomheder. Det ville give en praktikplads til alle elever, som i dag står i praktikpladskøen eller er i skolepraktik. Samtidig viser rapporten, at der er store forskelle på, hvor gode erhvervsskolerne er til at få elever i praktik hos en virksomhed.

Danske virksomheder burde kunne oprette omkring 33.700 ekstra praktikpladser, hvis man ser på, hvordan de nuværende praktikpladser er fordelt og sammenholder det med en række faktorer som størrelse, økonomi, antal faglærte ansatte og branche med videre. Praktikpladspotentialet er dermed samlet meget højere end antallet af elever, der mangler en praktikplads i en virksomhed. Det fremgår af en ny analyse af potentialet for flere praktikpladser i virksomheder, som Deloitte har foretaget for Undervisningsministeriet, DA og LO som led i udmøntningen af vækstpakken 2014. Rapporten afdækker også, hvilke skoler der er gode til at få deres elever i praktik.

Det er ikke alle virksomheder, der er potentielle praktikpladsvirksomheder. Det største praktikpladspotentiale findes blandt de knap 75.000 virksomheder, der i dag ikke har elever. Her er potentialet sammenlagt skønnet til cirka 27.700 praktikpladser. En stor del af disse pladser er hos virksomheder, der ikke altid kan forventes at have en elev på fuld tid. I stedet kunne disse virksomheder for eksempel forventes at have skiftevise perioder med og uden elever eller benytte sig af kortere aftaler. De virksomheder, som i dag har elever, ser ud til på baggrund af Deloittes beregninger at kunne tage cirka 6.000 flere elever. Det svarer til, at disse virksomheder i gennemsnit kunne ansætte 2,4 flere elever.

Det er særligt inden for branchen Handel og transport, at der er et stort praktikpladspotentiale. Her skønnes det, at virksomhederne kunne ansætte godt 13.000 flere elever eller cirka 40 procent af det samlede potentiale. Potentialet er også stort inden for brancherne Industri med videre og Offentlig administration. I de to brancher skønnes det, at virksomhederne kunne ansætte henholdsvis knap 4.400 og knap 4.000 flere elever.

Der er store regionale forskelle på praktikpladspotentialet. Særligt i Region Hovedstaden skønnes der at være et forholdsvis stort potentiale sammenlignet med de øvrige regioner. I Region Hovedstaden skønnes potentialet til knap 12.100 pladser mod knap 7.700 pladser i region Syddanmark, hvor der skønnes at være det næststørste potentiale.

"Nu, hvor den danske økonomi er på vej ud af krisen, bør virksomhederne tage flere elever i praktik, så vi har dygtige faglærte i fremtiden. For at udnytte praktikpladspotentialet er det vigtigt, at vi handler nu sammen med arbejdsmarkedets parter, som har et klart medansvar for, at der er praktikpladser nok. Derfor inviterer jeg snarest arbejdsmarkedets parter til drøftelser af praktikpladssituationen," siger undervisningsminister Christine Antorini.

Undervisningsministeriet vil desuden inden længe gennemføre en analyse, som skal afdække skolernes praktikpladsopsøgende arbejde nærmere og undersøge, hvilke praktikpladsindsatser der virker.

Rapporten viser nemlig, at der er store forskelle på, hvor mange elever der kommer i praktik fra de forskellige skoler. På nogle institutioner kommer over 90 procent af eleverne i praktik hos en virksomhed, mens det på andre skoler er helt ned til kun en femtedel af eleverne, som kommer i praktik.

Nogle skoler får væsentligt flere elever i praktik end skolernes rammevilkår tilsiger. Skolernes rammevilkår defineres ud fra en række karakteristika ved eleverne og arbejdsmarkedet i skolernes nærområde. Den siger dog ikke noget om, hvilke konkrete aktiviteter skolerne gennemfører, der kan have indflydelse på, hvor mange elever der får en praktikplads hos en virksomhed.

Fakta om praktikpladsinitiativerne i vækstpakken 2014

Regeringen, DA og LO blev i efteråret 2014 enig om fem konkrete initiativer, som blandt andet har til formål at styrke det praktikpladsskabende arbejde på erhvervsskolerne.

Initiativerne omhandler praktikpladssøgende elever, styrkelse af praktikpladskonsulenternes arbejde, målrettet informationsindsats, startpakke og hotline samt administrativ hjælp til helt små virksomheder.

Pressekontakt

Katja Behrens
Specialkonsulent
  +45 33 92 56 55
Ida Ladekarl
Fuldmægtig Departementet
  +45 33 92 54 48
Thomas Rysgaard
Pressesekretær Departementet
  3392 5947

Firma

Undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K, Danmark

  33 92 63 29
  20 97 99 38

http://www.uvm.dk

Modtag nyheder fra Undervisningsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire