11/04-14
-
Pressemeddelelse
Greve Erhverv søger endnu mere politisk indflydelse
Dækningsafgiften skal ned, og der skal endnu mere fokus på erhvervslivet i Greve Kommune, lød kravet på erhvervsforeningens generalforsamling forleden. Det skal der nok komme, lovede borgmester Pernille Beckmann
Samfundsengagement og politisk indflydelse var på dagsordenen, da Greve Erhverv ganske utraditionelt holdt generalforsamling en fredag aften. I Det Gamle Røgeris nye lokaler på Mosede Havn fik 50 fremmødte medlemmer indtryk af det forgangne års tiltag og aktiviteter samt det kommende års planer, da formand Allan Schouw-Petersen på bestyrelses vegne aflagde beretning.
- Greve Erhverv er aktive i mange organer i lokalsamfundet og søger politisk indflydelse for at fremme udviklingen af erhvervslivets vilkår og betingelser. Dette gør vi bl.a. ved at styrke samarbejdet og dialogen mellem kommunens forskellige erhverv, offentlige myndigheder, institutioner og organisationer samt ved at være engageret i en række lokale organer, såsom Det lokale Beskæftigelsesråd, UUV og ErhvervsCentrets bestyrelse, sagde Allan Schouw-Petersen blandt andet i sin beretning.
Kundeservice - på jysk
Greve Erhverv var også med, da en delegation af politikere, embedsmænd og erhvervsfolk i starten af det nye år med den nye borgmester i spidsen tog til Herning og Ikast-Brande for at se nærmere på den måde, de to kommuner driver erhvervsservice på.
- Det er altid godt med inspiration og konkrete eksempler på, hvordan man til stadighed kan hæve ambitionsniveauet og prøve at arbejde mere kundemindet og effektivt, sagde formanden og fortsatte:
- Det er nok ikke al jysk kundeservice, vi kan forvente implementeret her i kommunen, men fra Greve Erhvervs side hilser vi alle tiltag, der kan forbedre den kommunale erhvervsservice særdeles velkomne - og kan vi bare nå derhen, hvor nej'et bliver absolut sidste løsning, er det ikke så ringe endda, fastslog Allan Schouw-Petersen.
Service og tilgængelighed i fokus
Borgmester Pernille Beckmann var årets gæstetaler og bidrog med et oplæg omkring kommunens erhvervspolitiske intentioner. Med afsæt i den nylige inspirationstur til Herning og Ikast-Brande havde hun fokus på ønsket om høj erhvervsservice gennem tilgængelighed og en mere positiv indstilling over for erhvervslivets ideer og tiltag.
- Delegationen til det jyske gav os mange gode input, vi kan viderebringe i vores arbejde med at fremme erhvervslivets muligheder for vækst og udvikling i Greve. Her skal vi især blive bedre til at holde flere kaffemøder og have en direkte dialog med de erhvervsdrivende og deres problemer. På den måde kan vi få løst småtingene med det samme, sagde Pernille Beckmann og gav et eksempel:
- Hvis der eksempelvis skal gives afslag på en byggesag, kan man sige nej men samtidig give indspark til, hvorledes borgeren eller virksomheden kan få løst sagen, hvis dette er muligt.
Erhvervslivets særskat
Den særlige erhvervsskat, der pålægges erhvervsejendomme, er et evigt diskussionsemne mellem politikere og erhvervsfolk. I Greve kommune er afgiften 5 promille og indbringer årligt cirka 18 millioner kroner.
- Vi ved, at erhvervslivet ønsker dækningsafgiften fjernet, og det vil vi i byrådet også gerne arbejde på at imødekomme. En udfordring er imidlertid, at vi skal spare 80 millioner kroner til efterårets budgetforhandlinger for 2015. Så det bliver ikke i år, men vi arbejder på at finde råderum til en udfasningsordning inden for denne valgperiode, lovede Pernille Beckmann.
Dialogmøder med borgmesteren
Et af de tiltag, som Greve Erhverv har benyttet aktivt til at påvirke udviklingen af erhvervslivets vilkår, er foreningens deltagelse på kvartalsvise dialogmøder gennem den forløbne valgperiode med borgmester Hans Barlach, kommunaldirektør Allan Vendelbo samt erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoed.
- Vi har fået tilkendegivelse fra den nye borgmester om, at dialogmøderne fortsætter - og det ser vi frem til. Det er ikke altid, vi er helt enige med byråd og kommune om alle sager, men vi har en konstruktiv dialog og en god meningsudveksling, hvilket som bekendt er forudsætningen for at kunne påvirke og forstå hinanden, understregede Allan Schouw-Petersen.