Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
09/04-19   -   Pressemeddelelse

Nordisk indeklima-gigant gearer sig til lønsom vækst



GK Danmark A/S har med en ny direktør i spidsen vendt flere års underskud til et overskud og er klar med en vækstplan, hvor lønsomme projekter og nøje udvalgte kompetencer er i fokus

Trods flere år med byggeboom har de fleste teknikentreprenører i Danmark været gennem nogle år med knubs i regnskaberne. Sådan har det også været for GK Danmark A/S, der tidligere var kendt som Ventilationsgruppen og i dag er en del af den nordiske GK Gruppen AS med hovedkontor i Oslo,

GK er totalleverandør af installationer i hele byggeriets livscyklus med egenproduktion inden for ventilation, VVS, køling og sprinkler. I Danmark beskæftiger koncernen godt 200 medarbejdere, der årligt omsætter for godt 350 mio. DKK. Trods flere år med øget omsætning måtte en håndfuld projekter i 2016-2017 gennemføres med tab og nedskrivninger, ligesom en konkurs hos en hovedentreprenør samt aflyste eller forsinkede byggeprojekter trak de danske regnskaber i rødt.

Ny strategi i Danmark
GK-koncernen valgte derfor i slutningen af 2017 at hente Jørgen Leivsgard Christensen ind som ny adm. direktør. Med en fortid på topposter i NCC og Caverion kendte han markedet for tekniske installationer i store byggerier og satte en turnaround-plan i gang. Inden længe offentliggøres GK Gruppens årsregnskab for 2018, og her vil GK Danmarks resultat igen vise sorte tal på bundlinjen.
- Efter et underskud på 52 mio. DKK i 2017 er der opnået et positivt driftsresultat på knap 5 mio. DKK i 2018 før en allokering på 4 mio. til gamle sager. Vi forventer et plus på mindst 6-7 mio. DKK i 2019, og det glæder mig utroligt meget, at udviklingen er vendt. De mange dygtige medarbejdere i GK skal have ros for at have givet den en skalle, så vi kan vise markedet, at vi med vores kompetencer kan gøre en forskel, når vi er med i et teknisk team i et projekt, siger Jørgen Christensen.

Siden tiltrædelsen har den nye direktør set nærmere på alle projekter og fået et indtryk af, hvor det er gået godt, og hvor virksomheden har brændt sig. For at få stabiliseret forretningen og forvandle de røde tal til sorte, har Jørgen Christensen sammen med sit lederteam øget fokus på risikostyring og forbedring af de interne processer.
- Vækst på toplinjen er ofte et populært sigtepunkt i denne branche, men hvad nytter det, hvis virksomheden styrtbløder på bundlinjen? Hvis vi skal bidrage konstruktivt til et projekt og også være i markedet på den lange bane, så skal vi kunne have is i maven og tage de rigtige beslutninger undervejs. Det kræver en sund økonomi. Derfor har mit fokus siden tiltrædelsen været at skabe stabil lønsomhed i den danske forretning, og ikke blot jagte omsætning for omsætningens skyld, understreger Jørgen Christensen, som ud over øget fokus på teknikentrepriser har skruet op for indsatsen i serviceforretningen.

Sweet spot
Trods de seneste års afskrivninger og tab har GK Danmark fortsat en positiv egenkapital. Hertil kommer rygstøtten fra den familieejede og gældfri koncern, der med en omsætning på 6,1 mia. NOK og en egenkapital på 436 mio. NOK giver et solidt fundament at arbejde videre på. Men selvom den danske virksomhed har den nordiske GK-koncern i ryggen, skal den danske del af forretningen polstres yderligere, fastslår den danske direktør.
- De store byggerier indebærer altid store risici for de involverede. Dem håndterer vi fremover ved at foretage en mere nøgtern selektering med fokus på risiko, proces og ressourcer, før vi byder ind. Derudover har vi indført et nyt ledelsessystem for skalérbar håndtering af projekter i alle størrelser. De mindre og mellemstore projekter kan nemlig sagtens være lønsomme, hvis de håndteres rigtigt. Det ser vi som et sweet spot i markedet, der skal udnyttes i samarbejde med kunderne og øvrige partnere i et teknisk team i de kommende år, vurderer Jørgen Christensen.

Ud over en nøje udvælgelse af de projekter, som GK Danmark ønsker at byde på, har Jørgen Christensen også strammet op på de kompetencer, som virksomheden selv skal levere i et projekt, og hvilke, der skal løses gennem dygtige underleverandører og samarbejdspartnere.
- Vi skal tidligere ind i et projekt, så vi i højere grad kan anvende vores rådgivningskompetencer end blot udføre det, som andre har udtænkt. Vores erfaring er, at der ved at tænke mere livscyklus ind i et projekt er store gevinster at hente, såvel i anlægsfasen som i drifts- og servicefasen, siger Jørgen Christensen.

Billeder


Pressekontakt


Firma

GK Danmark A/S
Ørbækvej 268 C
5220 Odense SØ, Danmark

  +45 6614 2412

https://www.gk.dk

Modtag nyheder fra GK Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater