Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/12-15 - Pressemeddelelse

Danskernes D-vitaminniveau er bestemt af deres gener

Visse genvariationer øger risikoen for at have et lavere D-vitaminniveau. Det viser et ph.d.-studie fra DTU Fødevareinstituttet, som har undersøgt effekten af at spise en D-vitaminberiget kost eller blive bestrålet med kunstigt sollys i vintermånederne. Den berigede kost og det kunstige sollys har mindre effekt på D-vitaminniveauet hos personer med specifikke genvariationer. Resultaterne kan bruges til at identificere personer, som er genetisk prædisponerede for at have et lavere D-vitaminniveau.

24/11-15 - Pressemeddelelse

Virksomheder får nyt værktøj til at tjekke skadelig kemi

Ny database rummer mere end 600.000 stoffer og giver danske virksomheder en unik mulighed for hurtigt at få overblik over skadelige virkninger ved nye stoffer, de overvejer at bruge.

20/11-15 - Pressemeddelelse

Fortsat færre sprøjterester i danske afgrøder

Hvis du vil minimere dit indtag af sprøjterester, kan du med fordel vælge danske afgrøder, som fortsat indeholder færre sprøjterester end udenlandske. Det viser årets Pesticidrapport 2014 fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

12/11-15 - Pressemeddelelse

Genernes komplicerede samspil med kost og livsstil i udviklingen af kræft

Både menneskers genetiske sammensætning og deres kost og livsstil har indflydelse på risikoen for at udvikle kræft. Et ph.d.-studie fra DTU Fødevareinstituttet har undersøgt hvilke biologiske mekanismer, der ligger til grund for, at nogle mennesker udvikler bestemte kræftformer ved indtag af bl.a. rødt kød og alkohol, og ligeledes hvorfor kostfibre beskytter mod nogle kræfttyper. Bedre viden om samspillet mellem gener og miljøfaktorer kan bruges til at forbedre kostrådene og forebyggende sundhedsstrategier.

05/11-15 - Pressemeddelelse

D-vitaminniveauer kan sammenlignes på tværs af studier og lande

Viden om en befolknings D-vitaminniveau er vigtig for at kunne vurdere, hvor stor en andel, der har eller risikerer at udvikle D-vitaminmangel og for at kunne udarbejde fødevarestrategier til at sikre en optimal D-vitamintilførsel. Ved at benytte en standardiseringsmetode er det muligt at sammenligne eksisterende D-vitaminmålinger på tværs af studier og lande. Det viser et nordisk projekt, som forskere fra DTU Fødevareinstituttet har sat i gang.

22/10-15 - Pressemeddelelse

Nøglehullet giver sundere fødevarer

Nøglehulsmærket har sat gang i produktudvikling, der har resulteret i sundere fødevarer, som ellers ikke ville have set dagens lys. Produkter, der bærer mærket, kan være med til at give producenten og hele produktkategorien et sundere image. Det viser DTU Fødevareinstituttets undersøgelse af fødevareproducenters udfordringer ved at udvikle produkter, som opfylder kriterierne for Nøglehulsmærket.

20/10-15 - Pressemeddelelse

Betydeligt færre ESBL-bakterier i kyllingekød

Betydeligt færre resistente ESBL-bakterier er fundet i dansk og importeret kyllingekød i 2014 sammenlignet med året før. Det er andet år i træk, at der er registreret et fald i forekomsten af denne type bakterier i det danske kyllingekød, men i 2014 kan indsatsen mod ESBL i den europæiske slagtekyllingeproduktion også påvises i det importerede kyllingekød. Det viser tal fra den årlige DANMAP-rapport, som er udgivet af Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet.

15/10-15 - Pressemeddelelse

Europæisk pris for forskning i omega-3 fedtsyrer

En ung forsker fra DTU Fødevareinstituttet har høstet en pris for sin forskning i teknologier til at forhindre harskning af omega-3 fedtsyrer, der tilsættes berigede fødevarer. Prisen - the European Young Lipid Scientist Award - er blevet uddelt ved en konference i Italien. Det er tiende gang, at prisen bliver uddelt og anden gang, at modtageren er fra DTU Fødevareinstituttet.

08/10-15 - Pressemeddelelse

Fald i antibiotikaforbruget til dyr

Antibiotikaforbruget til dyr er faldet i 2014 især på grund af et mindre forbrug til svin. Kritisk vigtige antibiotika, der bliver brugt til at behandle mennesker, bruges generelt kun lidt i husdyrproduktionen. Forbruget af kritisk vigtige antibiotika til kæledyr er også faldet. Det viser den årlige DANMAP-rapport fra Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet.

01/10-15 - Pressemeddelelse

Danske kvinders vægt går fortsat opad

Mens overvægtsudviklingen blandt danske mænd og børn ser ud til at være stagneret, er danske kvinder i gennemsnit blevet tungere i løbet af de sidste ti år, og mere end fire ud af ti er nu overvægtige eller svært overvægtige. Dermed er kvinderne ved at indhente de danske mænd, hvor godt hver anden er overvægtig eller svært overvægtig. Den andel af kvinderne, der klassificeres som svært overvægtige, er også steget. Det viser nye tal fra DTU Fødevareinstituttet.

15/09-15 - Pressemeddelelse

Hormonforstyrrende stoffer kan påvirke brystudviklingen

Hormonforstyrrende stoffer kan påvirke brystvævets udvikling i mennesker, peger rottestudier på. Stoffernes effekt på brystvævets tidlige udvikling kan imidlertid blive overset med nuværende metoder til at risikovurdere kemikaliers hormonforstyrrende virkninger. Det er nogle af konklusionerne i et ph.d.-projekt fra DTU Fødevarevareinstituttet.

31/08-15 - Pressemeddelelse

Rekordinteresse for uddannelse i fødevareanalyse

Der er ingen tomme pladser, når 40 nye studerende på DTU's diplomuddannelse i fødevareanalyse starter deres studie. En stigning i antallet af ansøgere på mere end 50% betyder, at der er fuldt hus.

28/08-15 - Pressemeddelelse

Grænseværdi for fluorerede stoffer i fødevareemballage

Fødevaremyndighederne har indført en vejledende grænseværdi for fluorerede stoffer i fødevareemballage for at reducere brugen af stofferne, som kan være skadelige for både mennesker og miljø. Grænseværdien er udarbejdet af forskere fra DTU Fødevareinstituttet i tæt samarbejde med danske og udenlandske myndigheder, forskere og industrien.

25/08-15 - Pressemeddelelse

Flest salmonellainfektioner kommer fortsat fra udlandsrejser

Næsten hver anden registrerede salmonellainfektion har danskerne taget med hjem fra udlandet i 2014. Rejser er dermed fortsat den største kilde til sygdom med salmonella. For første gang i fem år er et udbrud af salmonella fra danske æg desuden registreret i 2014, ligesom sygdomstilfælde igen kan tilskrives dansk kyllingekød. Det viser den årlige rapport om forekomsten af zoonoser - sygdomme, der kan smitte fra dyr og fødevarer til mennesker. Rapporten er udarbejdet af DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen.

20/08-15 - Pressemeddelelse

Toiletaffald giver viden om sygdommes globale smitteruter

Analyse og gensekventering af sygdomsfremkaldende mikroorganismer og resistente bakterier i toiletaffald fra internationale fly kan være starten på en ny måde til globalt at overvåge smitsomme sygdomme og afdække, hvordan de bliver overført mellem lande. Analysen er foretaget af forskere fra DTU Fødevareinstituttet og DTU Systembiologi og er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.

09/07-15 - Pressemeddelelse

Fangst af krabber kan gavne Isefjordens fiskebestand

Fangsten af konsumfisk i Isefjorden kan øges betydeligt, hvis en væsentlig del af fjordens overflod af strandkrabber bliver fanget. Krabberne, som gør fiskeriet efter konsumfisk i fjorden mere besværligt, og som ofte beskadiger fangsten i fiskernes ruser, kan fx bruges i hønsefoder. Det viser et forskningsprojekt fra DTU Fødevareinstituttet.

02/07-15 - Pressemeddelelse

Værktøjskasse på vej til at teste kemikalie-cocktails

En ny teststrategi for blandinger af nogle af de mange kemikalier, mennesker er udsat for i hverdagen, vil 26 partnere udvikle i et stort EU-projekt. Fra Danmark deltager DTU Fødevareinstituttet. Det fireårige projekt skal munde ud i en frit tilgængelig værktøjskasse til brug for myndigheder og forskere i fremtidige tests af relevante kemikaliecocktails.

29/06-15 - Pressemeddelelse

Computere forudsiger kemikaliers effekter på menneskers sundhed

Computermodeller kan gruppere kemikalier ud fra den sundhedsmæssige effekt, de har og kan bidrage til at beregne og forudsige cocktaileffekter på menneskers sundhed. Det viser et nyt ph.d.-projekt fra DTU Fødevareinstituttet.

25/06-15 - Pressemeddelelse

Tre kopper kaffe om dagen er OK for de fleste voksne

Raske voksne vil generelt ikke opleve bivirkninger ved et koffeinindtag på mindre end 400 mg dagligt, hvilket svarer til tre kopper kaffe dagligt. Grænsen for et sikkert koffeinindtag er dog lavere for gravide kvinder og børn. Det slår den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, fast i en ny risikovurdering, som er på linje med DTU Fødevareinstituttets vurdering.

09/06-15 - Pressemeddelelse

Stort kendskab til anbefalinger om frugt og grønt hos mænd

Mænds indtag af frugt og grønt stiger med længden af deres uddannelse. I alt 80% af alle mænd kender til anbefalingen om dagligt at spise 600 gram frugt og grønt, men det halter med forståelsen for deltaljerne - især blandt mænd med kort uddannelse. Det viser en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet, som Fødevarestyrelsen kan bruge til at målrette information til mænd om god kost.



Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater