26/03-15
-
Pressemeddelelse
Region Midtjylland støtter kulturprojekt om regionens herregårde med 900.000 kr.
Dansk Center for Herregårdsforskning har modtaget en ny bevilling til et projekt, der sætter fokus på herregårdenes historiske rolle som kulturbærere mellem det regionale og det internationale. I kraft af de nye midler fra Region Midtjylland vil projektet Herregårdene - Porten til Europa, der gennemføres i tæt samarbejde med Aarhus 2017, bidrage til at aktualisere regionens kulturarv som en åbenlys ressource for kulturturisme og regional udvikling. Projektet afsluttes i 2017, og det rummer blandt andet aktiviteter som digital formidling af alle regionens herregårde fra Grenå til Ringkøbing Fjord, besøgstilbud og publikumsarrangementer på udvalgte herregårde, publikationer og internationale konferencer.